Når virksomheder igen begynder at sende medarbejdere på firmarejser er der som følge af coronakrisen behov for en bred vifte af informationer. Arkivfoto fra Københavns Lufthavn: J. Hahn.

Klar med nye Covid-værktøjer til forretningsrejsende

Travelport, CWT og Amex har hver netop lanceret en række tiltag, der skal gøre rejselivet lidt nemmere for erhvervsrejsende når de igen begynder at skulle afsted.

Rejseteknologileverandøren Travelport med GDS-systemerne Galileo og Worldspan er kommet med et nyt udspil til brugere af dets Smartpoint desktop, Smartpoint Plug-in, der er gratis for Travelport-kunder.

Via Smartpoint Plug-in, der kan hentes via Travelport Marketplace, får de erhvervsrejsende seneste information om alt fra grænselukninger- og åbninger, eventuelle karantæneregler og andre myndighedsbestemt rejsebegrænsninger samt de nyeste råd om at rejse sikkert under coronakrisen. Smartpoint Plug-in, der er udviklet af svenske Safeture, opdateres dagligt, oplyser Travelport.

“Reglerne for rejser er i øjeblikket nok de med komplekse, vi nogensinde har set. Regler og vejledninger fra myndigheder, flyselskaber, hoteller og så videre synes at ændre sig hele tiden fra land til land,” siger Kyle Moore, chef for Travelports globale afdeling for kundestrategi og marketing.

Nye udspil fra CWT
Det store globale erhvervsrejsebureau CWT har netop præsenteret en ny travel management-platform henvendt til B2B4E, business-to-business-for-employees.

Dette tiltag indeholder information til CWT’s firmakunder, når de for eksempel efter sommerferien igen skal have medarbejdere på forretningsrejser.

På ”Return to Travel” kan CWT-kunder se omfattende informationer om de enkelte rejsedestinationer, mens ”CWT Travel Essentials” leverer data om eventuelle rejserestriktioner og krav til de rejsende. De to nye tiltag fra CWT kan hjælpe travel managers hos firmakunderne med at træffe de bedste beslutninger baseret på de seneste informationer, oplyser CWT og tilføjer, at programmerne blandt andet findes på hjemmesiden mycwt.com

CWT’s oplysninger i Return to Travel og Travel Essentials hentes fra en bred vifte af informationskilder, herunder myndigheder, rejseudbydere som flyselskaber.

Også opdateret rejseinformation hos Amex
Et andet af verdens største erhvervsrejsebureauer, American Express Global Business Travel (GBT), har netop præsenteret sit udspil, Travel Vitals. Det beskrives af Amex som en dynamisk rejse-briefing platform med alle de nødvendige informationer, Amex’ firmakunder har brug for.

Også her er der mange leverandører af data og rejseinformationer som flyselskaber, lufthavne, hotelkæder, togselskaber og andre leverandører af landtransport.

I coronatiden vil Travel Vitals naturligvis også have oplysninger om smittestatus i de enkelte lande.

Relaterede artikler:

Microsoft sætter fokus på færøsk rejsebureau

Millionunderskud i stort dansk rejsebureau

Travelport har særlig hjemmeside om coronakrisen