I aften (mandag) uddeles de årlige nordiske Michelin-stjerner ved stor sammenkomst på Musikhuset i Aarhus. Sidste år fik 26 danske og i alt 64 nordiske restauranter Michelin-stjerner.
Ved sidste års uddeling af Michelin Nordic Guide 2018 fik 26 danske restauranter en eller flere Michelin-stjerner – i alt 31.
I aften præsenteres Michelin Nordic Guide 2019 ved arrangementet i Musikhuset i Aarhus. Det er første gang, at de nordiske Michelin-stjerner uddeles udenfor en nordisk hovedstad – en indikation på, at der måske kommer flere Michelin-stjerner til provinsen i Danmark.
De danske Michelin-restauranter er spydspidsen i dansk gastronomi og har stor betydning for turismen. Næsten hver tredje udenlandske turist i Danmark placerer madoplevelser som værende af høj betydning for, at de holder ferie i Danmark. Og at få en Michelin-stjerne er ikke kun en stor anerkendelse. Det er også med til at trække turister til og skærpe destinationernes madprofil, lyder vurderingen fra VisitDenmark.
Herfra siger marketingdirektør Janne Grønkjær Henriksen: ”Det har stor betydning for turismen, at hele Danmark er repræsenteret i Guide Michelin. Michelin-kokkene er med til at trække turister til og sætte spot på lokalområdet og de mange andre madoplevelser, området byder på.”
I følge en analyse fra VisitDenmark er knap hver tredje udenlandske turist i Danmark en mad- og gastroturist. De er er karakteriseret ved, at madoplevelser har høj eller afgørende betydning for, at de holder ferie i Danmark.
Madturisterne har et højere døgnforbrug end den gennemsnitlige udenlandske turist, de er godt tilfredse med deres ferie i Danmark og scorer højt som ambassadører for Danmark.
I København er cirka 40 procent af gæsterne på Michelin-restauranter udlændinge. I provinsen er det cirka 15 procent.
Michelin-mad i Danmark for 400 millioner kroner
Også Horesta er på banen inden stjernestøvet begynder i aften i Aarhus. Brancheforeningen har udarbejdet en ny analyse blandt de danske Michelin-restauranter, der giver indblik i deres omsætning, overskud og betydningen af den første Michelin-stjerne.
Alle de danske Michelin-restauranter omsatte sidste år for 300-400 millioner kroner. Den gennemsnitlige danske Michelin-restaurant omsatte for 12,7 millioner kroner sidste år. I København havde den typiske Michelin-restaurant en omsætning på 15,8 millioner kroner – i provinsen cirka det halve, 7,4 millioner.
Den typiske Michelin-restaurant landede kun på et lille plus på 150.000 kroner sidste år. Væksten i omsætningen, som cirka er 25 procent i året efter den første Michelin-stjerne, bruges til at øge antallet af medarbejdere, udvikle forretningen og investere i virksomheden.
”Michelin-stjernerne har kæmpe betydning for Danmarks evne til at tiltrække gastroturister. Med en stjerne følger enorm bevågenhed for den enkelte virksomhed, men der er hård konkurrence i toppen af dansk gastronomi, og eventuelle overskud bruges ofte på at forfine driften og yderligere udvikle produktet,” siger Katia K. Østergaard, administrerende direktør i Horesta.
Klar til danske Michelin-stjerner
Sidste år blev 26 danske restauranter belønnet med en eller flere Michelin-stjerner – i alt 31 blev det til.
Madekspert hos TV2.dk, Svend Rasmussen, siger forud for aftenens uddeling af de nordiske Michelin-stjerner. ”Mit bedste bud er, at Wassim Hallal på Frederikshøj Kro i Aarhus går fra en til to stjerner. Det vil være fuldt fortjent,” siger Svend Rasmussen.
Fyn har endnu ingen Michelin-stjerner; der håbes igen i år på én til Falsled Kro – men også Pasfall, The Balcony og Sortebro Kro i Odense er i spil.
I Nordjylland er et bud på en stjerne i Aalborg til restauranten Tabu. Ruths Hotel i Gl. Skagen nævnes også, mens den største nordjyske favorit er Villa Vest i Lønstrup ved Vesterhavet.
I København er det store spørgsmål, om genåbnede Noma version 2.0 får to eller måske tre stjerner. Et andet bud på en restaurant, der henter yderligere stjerner hjem, er Søllerød Kro nord for København. Også Restaurant Barr i Nomas gamle lokaler på Christianshavn er en kandidat – det samme er vegetarrestauranten VeVe, en del af Kiin Kiin-kæden, lyder det fra TV2.dk
Relaterede artikler:
64 nordiske restauranter med Michelin-stjerner