De østrigske jernbaner nattog, Nightjet. Pressefoto for ÖBB: Harald Eisenberger.

Klar til flere nye togruter mellem europæiske lande

I år åbner nye dag- og nattogruter på flere europæiske jernbaner. Orientekspressen genopstår i en ny version, og der arbejdes videre med en østeuropæisk højhastighedsrute mellem fem EU-lande.

Efterspørgslen efter tog fortsætter med at stige – det sker også i år, hvor togrejser kommer ind som et mere bæredygtigt alternativ til fly og stigende benzinpriser ved at køre i bil.

Derfor investerer et stigende antal statslige og private jernbaneselskaber i nye togruter og nyt materiel. CNN har samlet en række eksempler på nye togruter, der åbner i år i Europa eller andre dele af verden.

En af disse togruter er det belgisk-hollandske samarbejde European Sleeper mellem Bruxelles via Amsterdam og Berlin til Prag. European Sleeper er et samarbejde med tjekkiske RegioJet, der allerede kører dag- og nattog i Central- og Østeuropa. Sleeper tilbyder egentlige sovevogne, liggevogne og togvogne, hvor sæderne kan lænes tilbage.

European Sleeper samarbejder også med den hollandske rejsekoncern Sunweb, der også er i vækst på det danske marked, om nattog denne vinter fra Holland og Belgien til skidestinationer i Frankrig – fra sommer udvider Sunweb med togrejser fra Holland og Belgien til den franske riviera.

Udvider Nightjet – og Rail Baltica mellem Polen, de baltiske stater og Finland
De statslige østrigske jernbaner, ÖBB, forøger igen i år betjeningen af sit Nightjet-koncept mellem europæiske storbyer.

I december blev en af de eksisterende strækninger, fra Wien via München til Milano, forlænget til også at køre til Italiens største havneby, Genova. Og en anden Nightjet-strækning, fra München til Venedig eller Budapest, starter nu allerede i Stuttgart.

Fra sommeren i år ekspanderer Nightjet yderligere med forbindelse fra Wien eller München til Rom.

I Østeuropa arbejdes med et højhastighedstog mellem fem EU-lande, Rail Baltica. Den planlagte linje skal fuldt udbygget i løbet af en årrække køre fra Finland gennem de tre baltiske stater – Estland (der sejles til og fra Finland), Letland og Litauen – til Warszawa. I dag må rejsende bruge for eksempel fly eller fjernbusser – togsporvidderne er nemlig ikke ens i de fem lande.

Orientekspressen genopstår – og togfornyelser i USA, Kina og Indonesien
En af verdens mest berømte togruter, Orientekspressen, kørte i sin stormagtstid mellem Istanbul og Paris. I år genopstår konceptet. Bag ”Orient Express La Dolce Vita” står store franske hotelkoncern Accor. Den nye version får 11 luksuriøse togvogne med sovekupéer, spise- og opholdsvogne. Accor følger ikke den traditionelle rute, men der vil blive en række ture af forskellig varighed.

CNN nævner også, at amerikanske Amtrak investerer i nye tog til den stærkt trafikerede Northeast Corridor mellem Boston-New York-Philadelphia og Washington DC. De nye Avelia Liberty-togsæt introduceres fra slutningen af i år – de leveres af berømte TGV, der kører de franske højhastighedstog. De nye Amtrak-tog kører på dele af strækningen over 250 kilometer i timen.

Også i år får Indonesien sit første højhastighedstog. Projektet reducerer køretiden fra tre timer til lidt over 30 minutter. Jernbanen mellem hovedstaden Jakarta, der har 30 millioner indbyggere, og Bandung med otte millioner indbyggere, har kostet over 30 milliarder kroner. Hvert togsæt har plads til 600 passagerer, flest på anden klasse, der er 28 sæder på første klasse og 18 på “VIP class.”

Og i selve Kina kommer der i år en togmæssig nyskabelse, Panda Panoramic Express, til over 20 milliarder kroner. Toget skal køre i Sichuan-provinsen tæt på Tibet og stoppe i en række turistdestinationer, blandt andet et reservat for pandaer. Første del af Panda Panoramic Express forventes åbnet i år, resten af strækningen frem mod 2026.

Et formål med Panda Panoramic Express er at reducere rejsetiden på den blot 130 kilometer lange bjergrige strækning mellem Dujiangyan, der ligger tæt på Chengdu, og Siguniangshan, fra i dag fem timer til fuldt udbygget blot to timer.

 

Relaterede artikler:

Stort rejsebureau sælger stadig flere togrejser

Fire selskaber kører nu højhastighedstog i Spanien

Her er verdens 10 hurtigste tog