Københavns Lufthavn afviser amerikansk paskontrol

usa, pas kontrol APC Kiosks at JFKLUFTHAVNE: Stockholms Arlanda-lufthavn skal måske have udstationerede amerikanske pasbetjente, hvilket kan gøre den mere attraktiv for nye flyruter til USA. Københavns Lufthavn har ingen planer om at tilbyde en såkaldt ”preclearance” trods ønsker om det fra bl.a. rejsebureauer, firmaer og Discover America-komiteen.

Sidste år fløj næsten 450.000 passagerer fra Københavns Lufthavn til de lufthavne i USA, som primært SAS, men også Norwegian og Delta Air Lines betjener.

Hvis Københavns Lufthavn havde en såkaldt preclearance-funktion, kunne passagererne få ordnet indrejsekontrollen til USA i afrejselufthavnen. Dermed kunne de ankommende passagerer slippe for at stå i nogle gange meget lange køer for at få stemplet deres pas og ordnet toldkontrollen.

Men Københavns Lufthavn ikke lun på tanken om preclearance, hvilket ville koste lufthavnen et ”trecifret millionbeløb,” siger lufthavnens pressechef, Søren Hedegaard Nielsen, til standby.dk.

”Preclearance-giver ingen mening, fordi man bare eksporterer køerne fra de amerikanske lufthavne til f.eks. en svensk, i dette tilfælde Stockholm. Og hvad betyder det for taxfree-salg på flyet, når det pludselig er en indenrigsflyvning? Svaret er klart: Det kan ikke lade sig gøre, og dermed forringes businesscasen for flyselskabet,” siger Søren Hedegaard Nielsen og tilføjer: ”Plus at investeringen for lufthavnen – og dermed flyselskaberne – slet ikke står mål med resultatet, fordi det ikke genererer ekstra trafik. Det kan svenskerne måske være ligeglade med, fordi det er en offentlig lufthavn.”

”Københavns Lufthavn har undersøgt muligheden for preclearance og er kommet frem til, at det ikke er nogen god ide. Samtidig har amerikanerne gjort meget for at sikre hurtigere indrejse med indførslen af APC, Automated Passport Control – ligesom de er ved at rulle Global Entry-programmet ud,” siger Søren Hedegaard Nielsen.

Fra A.P. Møller-Mærsk siger koncernens globale travel manager, Mette Christensen, til standby.dk: ”Jeg har med interesse noteret mig Arlandas indsats for at få preclearance. Det har længe været et ønske fra flere virksomheder med preclearance i Københavns Lufthavn, ligesom det også har været ønsket fra Copenhagen Connected. Det har været drøftet adskillige gange med Københavns Lufthavn. Men projektet er ikke kommet ud over rampen.”

Mette Christensen fortsætter: ”Jeg håber at de forskellige nødvendige parter i Danmark (lufthavn, de relevante ministerier osv.) kan se på dette med fornyet energi, så vi ikke risikerer, at flere direkte flyruter går til Arlanda i stedet for Københavns Lufthavn.”

Og direktør for Danmarks Rejsebureau Forening, Lars Thykier, siger: ”Kunne etableringen af preclearance gøres indenfor en rimelig omkostningsramme, ville det være et kæmpe salgsargument for Københavns Lufthavn. Passagererne kunne slippe for det Helvede, det kan være at stå i kø ved indrejsen til USA. Spørg Air Canada, det må da være et godt salgsargument for dem, at passagerer får preclearance i Canada inden flyvning til USA.”

”Jeg så meget gerne preclearance i Københavns Lufthavn, hvis det ikke gør billetter væsentligt dyrere,” tilføjer Lars Thykier.

Direktør i den danske Discover America-komite, Karin Gert Nielsen, siger til standby.dk: ”Preclearance ville være fantastisk; jeg ville ønske det kom i Københavns Lufthavn – det ville gøre indrejsen i USA meget nemmere; og det er også noget, flyselskaberne vil have glæde af.”

I dag har kun Irland i Europa den såkaldte US preclearance ved flyvninger fra Irland til USA. Senest har lufthavnen i Abu Dhabi fået preclearance, der varetages af USA’s CBP, Customs and Border Protection, hvis betjente også står for indrejsekontrollen i USA.

På en gennemsnitsdag kontrollerer USA’s pasbetjente lige over 280.000 ankommende udenlandske flypassagerer og besætningsmedlemmer. U.S. Customs and Border Protection har 60.000 medarbejdere på to ben – hertil kommer 1.500 hunde og 250 heste.