Kolomoyski vil også købe airBaltic

I forvejen eksisterer et samarbejde mellem airBaltic og Mansvell-selskabets svenske nyerhvervelse Skyways, som ventes fusioneret med Cimber Sterling. Skyways har desuden udvidet samarbejdet med  Kolomoyskis ukrainske flyselskab AeroSvit, hvilket får iagttagere til at vente planerne om et stort Nordeuropæisk flyselskab realiseret, skriver business.dk.

 

Angiveligt rummer planerne etablering af et regionalt flyselskab med hubs i København, Göteborg, Stockholm, Riga og Kiev.

 

airBaltic har brug for kapital og de to storaktionærer i selskabet, Letlands regering med 53% af aktierne og Baltic Aviation Systems, som kontrolleres af airBaltics topchef, Bertolt Flick, med gensidige trusler om sagsanlæg. Det har blandt andet ført til, at regeringen har krævet en ekstern revisionsrapport, der fastslår behovet for ny kapital i selskabet.

 

Begge storaktionærer har hver for sig angiveligt forhandlet med potentielle investorer, men tilsyneladende uden resultat. Til gengæld siger  russeren Vladimir Antonov, der står bag Baltic Aviation Systems’ bankforbindelser, at han ved, hvem der vil købe airBaltic, uden dog at oplyse, hvem der er tale om.

 

Kolomoyski har indsat tidligere chef for Aerosvit, Gregory Gurtovoy, som leder af imperiet. Han er nu bestyrelsesformand i Skyways, og ventes at få en lignende position i Cimber Sterling ved generalforsamlingen den 29. juli.

 

Ifølge luftfartsanalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank opererer Cimber Sterling, Skyways og City Airline med seks forskellige flytyper, men her kan Mansells portugisiske leasingselskab sikre en bedre harmonisering. Cimber Sterlings seks Boeing 737 fly passer som fod i hose i Airosvits flyflåde, som rummer 21 Boeing 737.

 

Skyways direktør Lars-Åke Bertilsson siger til Berlingske, at den ukrainske ejer vil vokse både organisk og gennem opkøb for at skabe et stort nordeuropæisk flyselskab og AeroSvit er i fuld gang med at forny flyflåden, blandt andet med 11 nye fly fra Boeing, der har startlevering næste år.

Skrevet af Flemming Juul