Konferencecentret Søhuset i Hørsholm har fjernet oksekød fra menukortet. PR-foto.

Konferencecenter dropper oksekød

Søhuset Konferencecenter i DTU Science Park i Hørsholm har som en del af sin grønne omstilling besluttet at udfase servering af oksekød til sine gæster:

Søhusets direktør, Christina Wejlemann, valgte at droppe oksekød som led i en bæredygtig fødevareplan.

”Vi har været i gang med den grønne omstilling i nogle år. Vi bruger grøn strøm, har udfaset plastikflasker, og vi arbejder på bæredygtighedsprojekter med vores ejer, DTU Science Park, men vi havde også behov for at arbejde langt mere med bæredygtighed,” siger Christina Wejlemann.

Siden Søhuset gik i gang med sin omstilling til et grønnere køkken, har man reduceret indkøb af oksekød med 98 procent i år sammenlignet med 2019.

”Vi var indstillet på, at vores beslutning om at udfase oksekød kunne afføde negative reaktioner fra nogle af vores gæster. Den forplejning, vi serverer til vores konferencegæster og frokostgæster skal ramme en bred målgruppe. Men kun én gæst har skrevet en klage til os. Til gengæld har vi fået overvældende mange positive tilbagemeldinger. Det bekræfter os i, at det er den rigtige retning for Søhuset,” siger Christina Wejlemann.

Næste år beregnes miljøaftryk for hver gæst
Et andet fokusområde for Søhuset er madspild. Her har Søhuset i år indgået samarbejdet med FoodWaste og TooGoodToGo.

Fra næste år vil man arbejde med måling af madspild og opstille daglige mål for produktionsaffald, buffetaffald og tallerkenaffald, oplyses det.

Via Søhusets medlemskab af GreenKey vil de arbejde med en CO2-beregning af det fodaftryk, hver gæst udleder i Søhuset.

Søhuset er DTU Science Parks konferencecenter, beliggende midt i forskerparkens 290 virksomheder. Søhuset arbejder med syv grundprincipper for det gode møde: tillid, nysgerrighed, mod, disciplin, robusthed, fleksibilitet og generøsitet.

Relaterede artikler:

Dansk hotelkæde øger kamp mod madspild

Klimapriser til danske Scandic-hoteller

Disse 24 danske hoteller blev miljømærket sidste år