Kraftig fordømmelse fra IATA

Tony Tyler.

Tony Tyler.

FLYNEDSKYDNING: Noget forsinket kom International Air Transport Association først i går med en reaktion på nedskydningen af flyet fra Malaysia Airlines, som den internationale luftfartsorganisation betegner som en ”grusom forbrydelse.”

I udtalelsen fra IATA’s generalsekretær, Tony Tyler, hedder det bl.a.: “Tragedien med MH17 vækker afsky – de ombordværende er ofre for en grusom forbrydelse. Nedskydningen var et angreb på den civile luftfart.”

IATA kræver, at ligene af alle de 298 omkomne omgående udleveres. BBC citerede i nat hollandske retsmedicinere for, at kun ca. 200 af ligene er blevet udleveret.

”Forsinkelserne af muligheden for at undersøge årsagen til nedskydningen er en skændsel for menneskelig anstændighed,” hedder det fra IATA som tilføjer, at Malaysia Airlines-flyet var et ”tydeligt identificerbart civilt passagerfly som fløj i en travl international luftkorridor åben (på det tidspunkt, red) for flytrafik.”