Amerikanskejede Royal Caribbean International – krydstogtrederiet med flere af verdens største krydstogtskibe – blev stiftet i Norge i 1968. Forleden havde RCI gæst nummer 100 millioner.
Royal Caribbean International har siden 1997 været del af Royal Caribbean Group med over 60 krydstogtskibe. Heraf er 30 hos Royal Caribbean International, mainstream-varemærket i RCG – resten sejler for det lidt finere Celebrity Cruises samt RCG’s highend-produkt, Silversea Cruises.
Royal Caribbean International regnes som verdens største krydstogtrederi målt i omsætning og næststørst i antal passagerer, kun overgået af også amerikanske Carnival Cruise Line. I år forventer Royal Caribbean International over 8,5 millioner passagerer.
Rederiet har blandt andet sin nye Icon-class, verdens største krydstogtskibe med plads til 7.600 passagerer og en besætning 2,350 – altså tæt på 10.000. Icon of the Seas blev leveret sidste år, senere i denne måned kommer det næste, Star of the Seas, i gang med passagersejlads.
Passager nummer 100 millioner
Forleden markerede Royal Caribbean International, at rederiet – siden starten med blot ét skib – nu har haft 100 millioner gæster gennem årene.
Det er umuligt at finde præcis, hvem der er nummer 100 millioner, så ved ombordstigningen forleden på Icon of the Seas, der sejler en-uges caribiske krydstogter ud af Miami, udpegede rederiet, hvem det skulle være.
Det blev forældrene Chris og Jillian Duquette med deres datter, Madeline. De bor meget belejligt i Florida, hvor Royal Caribbean Group har hovedkvarter. Familien Duquette fik blandt andet en upgrade til en af skibets største suiter, 1.000 dollars til brug om bord samt et gratis krydstogt med et andet Royal Caribbean-skib, Utopia of the Seas ra Oasis-klassen, den næststørste skibsklasse hos Royal Caribbean.
Royal Caribbean har i år krydstogter med sine skibe til 240 havne i 61 lande på seks kontinenter, oplyses det i en pressemeddelelse.
Royal Caribbean er blandt andet kendt for sine enorme krydstogtskibe, der nærmest er som flydende hoteller og forlystelsesparker. Nogle af skibene har for eksempel skøjtebaner, gokartbaner, klatremure, surf simulator, store rutsjebaner og meget mere. Og naturligvis masser af spisesteder og underholdning.
Relaterede artikler:
81-årigt musik-ikon gudmor for enormt krydstogtskib

STANDBY.DK Nyt om rejser


