MSC Cruises har med MSC Seaview som første store krydstogtrederi startet krydstogter i Nordeuropa med sejladser i Østersøen, dog ikke Danmark, på grund af de danske regler. Pressefoto: MSC Cruises.

Krydstogtrederi klar til nordeuropæiske sejladser

Italienske MSC Cruises er begyndt at sejle nordeuropæiske krydstogter. På grund af de danske krav om, at alle ombordværende skal være færdigvaccineret, sejler MSC Seaview fordi Danmark.

Med afgang fra Kiel har MSC Seaview taget hul på MSC Cruises’ nordeuropæiske krydstogter, stærkt forsinket på grund af coronarestriktionerne. Dermed har det italienske rederi foreløbig syv af sine skibe i drift, yderligere tre følger efter planen de kommende måneder.

MSC Seaview lagde fra kaj i Kiel i weekenden med krydstogter ud af Kiel omfattende syv overnatninger til destinationer i Østersøen. MSC Seaview har til begyndelsen af oktober hjemmehavn i Kiel og skal sejle med tyske og udenlandske gæster til Visby på Sveriges største ø, Gotland, Nynäshamn tæt på Stockholm og Estlands hovedstad, Tallinn, inden turen går tilbage til Kiel. Der er særligt godkendte udflugter i de tre anløbsbyer.

På grund af de danske myndighedskrav om, at krydstogtskibe foreløbig kun må have færdigvaccinerede passagerer og besætningsmedlemmer ombord, sejler MSC Seaview udenom for eksempel Københavns Havn.

MSC Seaview har plads til 4-5.000 passagerer, afhængig af, hvor mange gæster der er i kahytterne. Skibet har en besætning på cirka 1.500.

Halvdelen af flåden er i drift
I weekenden begyndte endnu et af MSC Cruises’ skibe at sejle igen. MSC Seaside, et søsterskib til MSC Seaview, skal blandt andet en gang om ugen besøge den store franske middelhavsby, Marseille, der som første franske havn er genåbnet for krydstogtskibe, skriver MSC i en pressemeddelelse.

Fem andre skibe fra MSC Cruises’ sejler allerede i Middelhavet – MSC Grandiosa, MSC Seaside, MSC Orchestra, MSC Splendida og MSC Magnifica. Et sjette skib, MSC Virtuosa, har siden 20. maj sejlet krydstogter rundt om Storbritannien.

Fra starten af august sejler MSC Meraviglia efter planen caribiske krydstogter ud af Miami og får fra midt-september følge af MSC Divina, der får hjemme i en anden Florida-havn, Port Canaveral.

Privatejede italienske MSC Cruises, der under normale forhold er en af de største kunder i blandt andet Københavns Havn, har foreløbig 18 krydstogtskibe og yderligere fem på vej de kommende år.

Relaterede artikler:

Krydstogtrederi bruger milliarder på nye luksusskibe

Danmark genåbner for krydstogter

Erfaren turismeprofil i spidsen for krydstogtnetværk