KRYDSTOGTER: I følge MSC Cruises er det danske krydstogtmarked det mest voksende i Europa, og selv om det er små tal, er trenden ikke til at tage fejl af. – MSC skiftede op til påske alle agent kontrakter ud. I Danmark kan de godt sælgende bureauer tælles på mindre end to hænder.
På verdensbasis rejser ca. 26 mio. årligt på krydstogt. Fra Europa er man nu oppe på godt seks mio. passagerer. Fra Danmark måske 30.000, men når det kommer til procenterne, er Danmark det hastigst voksende marked i Europa.
Det fastslår nordisk direktør for MSC, Claes Tamm. Han henviser til statistikken fra Cruise Line Association, som har beregnet den danske stigning i fjor til 16 procent. Det europæiske gennemsnit var på en enkelt procent.
”Intet tyder på, at krydstogterne i Danmark har kulmineret. I år er salget hos os steget med 28 procent, og de seneste to år er det totale antal krydstogtpassagerer steget med 50 procent,” siger Claes Tamm til standby.dk.
Dagen før påske sendte i nye kontrakter ud til alle agenter og ophævede de gamle. Var det ikke noget drastisk?
”Vi ændrede dem på nogle punkter, men ikke sådan, at de blev generelt forringet. Vi er gået et skridt videre i retning af at belønne de agenter, der sælger mere og går den anden vej, hvis man mister salg. Det er der vel ikke noget mærkeligt i, når man tænker på flyselskaberne.
I Danmark er agentplejen forholdsvis let, fordi vi har seks-syv agenter, som vi virkeligt satser på. I Sverige og Norge er agentnettet meget mere spredt og vanskeligere at indkredse.
Lad mig lige slå fast, at det er hele vort globale agentnet, der har fået nyt kontraktudspil , men fortsat med individuelle hensyn.”
Det sidste bekræftes af adm. direktør Ole Kyed fra Scandinavian Cruise Center, en af de agenter MSC satser på.
”Der er noget, der er blevet forringet, noget andet er forbedret. Sammenlagt gør det ikke den store forskel,” lyder det.

STANDBY.DK Nyt om rejser


