Hundested Havn

Krydstogtskib giver problemer for havnen i Hundested

Det drejer sig om en halv meter i sejlrenden i Hundested Havn, når krydstogtskibet Artania den13. juni kommer på besøg. Ved forkerte vindforhold må skibet blive udenfor.

Selskabet bag det ældre krydstogtskib, ”Artania” fra Phoenix Reisen, kan godt lide krydstogter, der kommer ind i mindre danske havne. Skibet hører ikke til de største eller nyeste.

Det er bygget i Finland i 1984 og har plads til 1.200 passagerer og 530 besætningsmedlemmer. Skibet har i en periode i sin historie været rammen om TV-serien Love Boat og må nu leve op til den tyske arrangørs ”14 Nacht Perlen der Ostsee”, som blandt andet byder på anløb i både Skagen og for første gang i Hundested.

Frderiksborg Amts Avis har talt med havnefoged Søren Brink om de problemer, der kan opstå. Skibet er nemlig bygget efter samme modul, som de langt større, og stikker 7,9 meter, mens sejlrenden i Hundested Havn kun er 8,4 meter dyb.

”Jeg har været her i 17 år, og hvis man ikke går til grænsen, oplever man ikke de spændende ting. Der er ingen sikkerhedsmæssige farer for skib eller passagerer. Hvis der bliver den mindste tvivl, sejler skibet ikke ind, bliver udenfor havnen og passagerer kommer ind i mindre tender-både,” siger han til avisen.

Det er de vant til om bord på” Artania” ved tidligere besøg i Skagen, men den tid er nu forbi, da Skagen har indviet sit nye super havneanlæg for større krydstogtskibe med en særskilt krydstogtkaj.

I Helsingør må man stadig ligge for anker uden for havnen. Det er ikke et spørgsmål om dybden, men manglen på en kajplads, der er stor nok til krydstogtskibe, som en af de allerstørste ”Queen Mary 2”, der kommer til Helsingør den 14. august og ankrer op ud for Kronborg.

Det undrer de fleste, at selv så stort et krydstogtskib som” Oasis” fra Royal Caribbean,  der har haft op til 6.300 passagerer om bord, kun stikker 9,15 meter, men med 362 meter er alt for lang til mange kajanlæg.

Kan en svane vælte?
Da vi var til den første besigtigelse af de nye store krydstogtskibe på værft i Finland  i 1999, spurgte en kollega, hvordan man dog kunne være sikker på, at det ikke ville synke, når det kun stak cirka ni meter, var 362 meter lang, og 48 meter bred. Konstruktøren svarede med et spørgsmål:

”Har du nogensinde set en svane vælte?”. Da havde ”Artania” allerede sejlet 15 år med kun 7,9 meter under havoverfladen – men også i langt mindre udgave.

I Hundested forsøger man nu at grave sejlrenden lidt dybere, hvis man kan komme af med sandet. Antageligt til kystsikring langs den nordsjællandske kyst.

 

Relaterede artikler:

Tre krydstogtskibe til Hundested

Hundested gør sig krydstogt-klar