Krydstogtskib turde ikke gå ind til Oslo

Det var måske ikke lige den slags sympati Oslo havde brug for, da Costa Cruise Line valgte at omdirigere Costa Magica med 2720 passagerer i lørdags fra Oslo til Kristiansand.

”Sikkerheden for vore passagerer og besætning kommer i første række,” var den officielle meddelelse fra Costa rederiet, som tilføjede at man i næste uge igen vil anløbe Oslo.

Det fik mange kommentarer med på diverse medier. ”Overreaktion,” var en gennemgående bemærkning.

MSC Orchestra lå faktisk i havnen under selve bombningen, men ingen kom noget til. Så tæt på ligger regeringsbygningen ikke.

Andre skibe på vej holdt sig til den ordinære plan og lagde til ved kajen i Oslo i weekenden, nemlig Sebourn Sojourn, Emerald Princess, Celebrity Constellation og Eurodam fra Holland-America.

Der er ca. 200 anløb med krydstogtskibe i Oslo i løbet af sommeren mod 367 i København.

 

Skrevet af Ejvind Olesen