ANKENÆVN: En fodboldrejse til Berlin for tre voksne og 28 børn blev så forfejlet, at Ankenævnet undtagelsesvis besluttede, at hele rejsens pris skal refunderes.
Af Ejvind Olesen
Det hører til sjældenhederne, at klagere får tilkendt hele det indbetalte beløb som erstatning for en rejse, der på ingen måde levede op til det forventede eller til det, programmet lovede.
Forrige år købte klageren billet og deltagelse i en fodboldrejse til pokalturnering i Berlin for tre voksne og 28 børn med indkvartering, halvpension og holdgebyr. Men det sportslige udbytte, hvor der skulle spilles på kunstgræs, kiksede helt.
Som klageren anfører til nævnet: ”Det vi blev budt på i Berlin, har intet med kunstgræsbane at gøre. Der er tale om en hård bane, ligesom spånplader, beklædt med gulvtæppe. Af hensyn til drengenes sikkerhed, valgte vi ikke at spille på banen.”
Klageren kræver 50 procent af rejsens pris tilbage og er ikke tilfreds med Euro-Sporting Danmarks tilbud om en friplads i det følgende års turnering, hvilket er ensbetydende med en person gratis med.
Det har næppe virket befordrende i nævnet, at bureauet skriver: ”Vi forbeholder os retten til at ændre i programmet, såfremt det er nødvendigt. Euro-Sporting er ikke ansvarlig over for ændringer i sportsprogrammet, som vi ikke har nogen indflydelse på.”
Det kan en rejsearrangør normalt ikke skrive sig ud af. Så kan banen være for lille, eller for stor, være med eller uden kunstgræs. Arrangementet skal nøje følge programmet og indeholde, hvad der er lovet.
Turens samlede pris var 63.625 kr. Erstatningsbeløbet i kendelsen fra Ankenævnet er sat til 42.417 kr. plus 2.300 kr. i sagsomkostninger. Bureauet får dog en godtgørelse for udgifter i henhold til Pakkerejseloven på 21.208 kr.
I Ankenævnets afgørelse er der ingen tvivl: ”Det er ubestridt, at der findes forskellige udgaver af kunststofbaner. Uanset at klagere har måttet været forberedt herpå finder Ankenævnet, at det indklagede bureau burde have oplyst klageren om, hvilket slags kunstgræsbane fodboldturneringen ville blive afviklet på, sådan at det nødvendige fodboldudstyr kunne medbringes.
Under hensyn til at der blev spillet på 7-mands bane og ikke som lovet på 11-mands baner, finder Ankenævnet, at formålet med rejsen var væsentlig forfejlet. Klageren er derfor berettiget til at hæve aftalen og få rejsens fulde pris tilbagebetalt, dog således, at der fastsættes en godtgørelse til bureauet jf. Pakkerejselovens pf. 20 på 21.208 kr.”
På den måde får klageren 42.417 kr. tilbage (mere end de ønskede 50 procent), og det blev endnu engang understreget, at et bureau ikke bare kan beklage over for en kunde og henvise til de lokale arrangører.
At man så skal forbi fodboldens kunststofgræsbanen for at få det bevist, kan man vel også lære noget af.