Palma de Mallorca. Arkivpressefoto: Spies.

Kunstig intelligens skal sælge personlige rejser

En ny bookingplatform, der bruger kunstig intelligens, lover at gøre det lettere for bureauer at sælge rejser der falder i kunders personlige smag. Flere rejsebureauer har adopteret teknologien.

Flere udenlandske rejsebureauer er begyndt at bruge kunstig intelligens i deres bookingsystemer, det skriver virksomheden Travel Compositor, der i juni lancerede verdens første bookingplatform, der gør brug af teknologien, i en pressemeddelelse.

Platformen ”AI Trips,” som virksomheden står bag, virker ved, at brugere stiller platformen et spørgsmål. For eksempel kan de skrive ”jeg vil rejse på Route 66 mellem Chicago og Los Angeles.”

På baggrund af brugerens personlige præferencer kan den kunstige intelligens foreslå en rejse der passer til den specifikke kunde og derefter kan kunden booke rejsen.

Efterspurgt af rejsebureauer
Travel Compositor fortæller, at AI Trips allerede oplever efterspørgsel, og at de cirka sælger løsningen til to nye rejsebureauer om dagen. Indtil videre er løsningen solgt til bureauer i Spanien, Portugal, Italien og Tyrkiet samt Mexico og Argentina.

Når en kunde booker en rejse gennem platformen, er både hotel og transport også en del af pakken baseret på brugerens præferencer. Travel Compositor oplyser, at målet er at fjerne frustrationer, brugere typisk har når de leder efter en rejse og prøver at overskue mulighederne.

Derudover benytter den kunstige intelligens også tidssvarende data om for eksempel vejret og lokale begivenheder, der kan have indflydelse på, hvor attraktivt et forslag kan være for den pågældende kunde. Travel Compositor oplyser, at den kunstige intelligens indtil videre har svaret på omkring 15.000 spørgsmål fra brugere.

”Ud over a spare tid for både rejsende og medarbejdere hos bureauerne, har vi også det her lag af personalisering, hvor rejserne, der bliver foreslået til kunden, både matcher deres personlige ønsker og deres budget,” fortæller Manuel Aragonés, administrerende direktør i Travel Compositor.

Travel Compositor er ejet af virksomheden Travelsoft, som også ejer software virksomhederne Orchestra, der udbyder softwareløsninger til det franske rejsemarked og Traffics, der udbyder produkter til det tyske marked.

Travel Compositor har blandt andet modtaget støtte fra EU, Spaniens turismeministerium samt flere innovationsfonde. Virksomheden har sit hovedkvarter i Palma de Mallorca.

 

Relaterede artikler:

Kunstig intelligens vil ændre rejsebranchen

TUI øger brugen af kunstig intelligens

Dansk rejsearrangør tester kunstig intelligens