New York. (Foto: I Love New York | New York State Tourism | Facebook.com | PR)

Ser indtil videre begrænset effekt af skærpede krav

Det har ikke for alvor rokket ved markedet i New York, at ny lovgivning har betydet et fald i antallet af boliger på Airbnb, vurderes det. Prisen på hotelværelse er steget med knap 10 procent på et år.

I dagene op til den såkaldte Short-Term Rental Registration Law trådte i kraft den 5. september i år, blev der spekuleret meget i, hvor store konsekvenser den ville få for henholdsvis antallet af Airbnb-boliger på markedet samt hotelpriserne i New York.

Loven blev indført, fordi politikerne i den amerikanske storby ønskede at regulere korttidsudlejningerne og samtidig ville sikre sig, at der ikke opstår boligmangel, hvis ejere vælger at leje ud til turister fremfor indbyggere i byen, fordi det potentielt er mere lukrativt.

Kan få bøder
Loven har betydet, at indehaveren af en bolig, som de ønsker at udleje, har skulle registrere sig hos en særlig afdeling under bystyret, der har ansvar for at håndhæve de regler, som gør, at ulovlige erhverv – som eksempelvis udlejning i strid med reglerne – ikke kan finde sted.

Hvis ejerne gør det, og de i øvrigt selv opholder sig i lejligheden eller huset, må de gerne udleje deres bolig i en periode af under en måneds varighed, ellers er det ikke længere tilladt. Dog må de kun leje ud til maksimalt to betalende gæster ad gangen.

Såfremt de ikke er til stede eller på anden måde forbryder sig mod de gældende regler, kan både de og den bookingportal, som udlejningen er foretaget igennem, idømmes bøder.

Færre boliger til udlejning i dag
Indtil videre tyder det dog ikke på, at det vil få stor indflydelse markedet på længere sigt. Ifølge Philip Ballard, der er kommunikationschef for bookingportalen HotelPlanner, er de mulige konsekvenser blevet blæst ud af proportioner op til, at loven trådte i kraft. Det fortæller han til USA Today.

”Hvis prisen på værelser ender med at stige, vil det ske lidt efter lidt, og det vil dreje sig om hoteller, der fortrinsvis henvender sig til fritidsrejsende,” siger Ballard, der anslår at omkring 7.500 Airbnb-lejemål er forsvundet fra markedet, hvilket ifølge ham ikke er nok til at ændre på et marked som New York, hvor efterspørgslen til tider virker til at være konstant.

Airbnb vil ikke bekræfte det præcise tal, men fastslår dog, at man i dag har færre boliger til udlejning i byen end tilfældet var før, det blev påkrævet, at udlejerne skulle registrere sig.

Værelsespriserne steg desuden allerede inden, at lovgivningen blev indført, viser tal fra Trivago. I oktober var dagsprisen på et standard dobbeltværelse på et hotel i New York 9,92 procent højere end i samme måned for et år siden.

Et værelse af denne type kostede i oktober i gennemsnit 520 dollars (3.510 kroner), hvilket er 1,92 procent højere end september-prisen.


Relaterede artikler:

New York skærper krav til Airbnb-udlejning

Airbnb sagsøger New York for nye regler

Portugal forbyder køb af boliger til Airbnb-udlejning