Langvarig negativ effekt for krydstogter

??????????TERROR CRUISE: De tragiske drab i Tunis, som bl.a. gik ud over passagererne på to krydstogtskibe, vil få vidtrækkende konsekvenser. Med øjeblikkelig virkning er anløb til Tunis aflyst, og begivenhederne kan få amerikanere til at vige tilbage i hele Middelhavsområdet.

Lige netop nu synes det ret ligegyldigt, hvad der sker de nærmeste måneder med krydstogtskibes anløb til afrikanske havne. Men eksperter anså allerede i aftes, at der vil blive stribevis af ændringer i anløb på Middelhavscruise.

En meget stor del er amerikanske passagerer, og når noget sådan sker, dropper tilslutningen øjeblikkelig. Ikke alene til Tunis men i hele Middelhavet.

I går tog både MSC og Costa straks konsekvensen og lagde ruterne for fremtidige cruise om til anløb til Malta, mens Costa Fantasia ændrer anløb til Sicilien for resten af sæsonen. De mange andre skibe, som traditionelt anløber Tunis, følger efter i nærmeste fremtid.

På MSC Splendia var der 3.714 passagerer om bord. Ni blev dræbt, 12 såret og seks blev ikke fundet, selv om skibet blev liggende i havn til næste morgen i håb om, at nogen skulle vende tilbage.

For Costa Fascinosa var det tragiske, at man savnede 13 passagerer, som ikke vendte tilbage, inden skibet forlod Tunis ved 14-tiden.

Bardo Museet er et must, når man besøger Tunis. Det er nyrenoveret og har en imponerende antik samling. Det bliver en sommer fattig på udenlandske turister.