Først ved check-ud opdager mange hotelgæster i Las Vegas, at regningen er flere hundrede kroner dyrere end den pris, de troede de havde booket værelset til. Årsagen er ofte ”resort fees.”
Mange hoteller i Las Vegas har en solid ekstra indtægtskilde fra de ”resort fees,” der kommer oven i regningen, når gæsten forlader hotellet. Det højeste resort fee er 45 dollars – lidt over 300 kroner – per nat. Det skriver avisen USA Today.
Avisen forklarer blandt andet disse resort fees med, at mange af de cirka 150.000 hotelværelser i Las Vegas bookes via OTA’er, Online Travel Agent, som Booking.com, Hotels.com, Expedia og andre. OTA’erne skal have kommission af den pris, værelset bliver solgt til – hvilket hotellet blandt andet forsøger at kompensere via resort fees oven i prisen, som OTA’erne ikke skal have noget af.
USA Today skriver, at siden maj i år har to af Las Vegas’ store hotel- og kasinoselskaber hævet deres resort fees. MGM Resorts International, den største udbyder af hoteller i Las Vegas, hævede sine resort fees på tre af dets hoteller i Las Vegas med seks dollars. Dermed betaler overnattende gæster på MGM-hoteller som Aria, Vdara og Bellagio nu yderligere 45 dollars oven i hatten per nat, udover selve værelsesprisen.
Også to hoteller hos Wynn Resorts, Wynn og Encore, har hævet resort fee-afgiften fra 39 til 45 dollars.
”Vi holder hele tiden øje med priserne, det sker for at sikre at indtjeningen på vores hoteller afspejler det konkurrencemiljø, vi opererer i,” siger en talsmand for MGM til avisen.
25 procent dyrere – i døgnet
USA Today har for at teste booket en overnatning en lørdag i Las Vegas til november i år.
Her er standardprisen på et af de store MGM-hoteller, MGM Grand, omkring 145 dollars. Men når lokalskatter, resort fees og statsskatter, der alle også skal betales af kunden, lægges oven i, så er prisen pludselig cirka 206 dollars.
På den samme lørdag aften var prisen for det dyrere MGM-hotel Aria i alt på 344 dollars, hvoraf de 51 dollars er skatter og resort fees.
Resort fees kan opdages på forhånd
De fleste hoteller oplyser om deres resort fees på deres hjemmesider – men ikke med de største typer, siger Anthony Curtis, udgiver af hjemmesiden Vegas Advisor, til USA Today.
Han har selv en oversigt over resort fees på sin hjemmeside – det samme har andre hjemmesider.
”Ellers kig efter FAQ-ikonet (Frequently Asked Question, ofte stillede spørgsmål, red) som mange hotellet har på deres hjemmesider; her kan man ofte finde resort fee’et,” siger Anthony Curtis og tilføjer:
”Når man via en OTA booker et hotelværelse, er det i forbindelse med prisen oftest muligt at se et link til, hvad prisen dækker, herunder resort fee. Nogle hoteller skriver også ekstra udgifter i deres reservations-oplysninger ligesom man kan ringe og spørge hotellet, hvad prisen indeholder.”
Relaterede artikler:
Hotelgigant sagsøgt for ulovlige ekstrapriser