Der er mindst 8.500 nye hotelværelser på vej i København – hovedstadens nyeste hotel åbner næste måned, Scandic Kødbyen. Foto: Scandic Hotels.

Lav vækst på danske hoteller bekymrer Horesta

I årets første halvår steg væksten i hotelovernatninger i hele Danmark kun 1,4 procent – alene i København åbner frem mod 2021 cirka 8.500 nye hotelværelser.

”Frem mod 2021 vil vi se en forøgelse af nye hotelværelser i København på omkring 50 procent i forhold til det nuværende antal. Hertil kommer omkring 1.000 nye hotelværelser i Aarhus.” Det siger hoteldirektør, Jens Zimmer Christensen, bestyrelsesformand i hotellernes brancheforening, Horesta, til STANDBY.dk

De mange nye hotelværelser på vej i navnlig hovedstaden giver bekymringen i branchen – ikke mindst når der kigges på væksten i hotelovernatninger.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af overnatninger på landets hoteller i første halvdel af i år steg næsten 100.000, men det svarer kun til en vækst på 1,4 procent for hele landet – væksten i Region Hovedstaden var blot 1,9 procent. I de foregående tre år var væksten efter første halvår over fem procent, noterer Horesta.

Om udviklingen i overnatningstallene på de danske hoteller i årets første seks måneder siger Jens Zimmer Christensen:

”Tallene er bekymrende, men der er ingen grund til panik. Men for at tingene skal gå op i højere enhed, skal væksten op. Det skal blandt meget andet ske ved at markedsføre Danmark endnu bedre. En forudsætning for, at tingene lykkes er, at branchen har kompetente operatører og aktører, der ved hvad de gør. VisitDenmark har for eksempel igen fået sit budget beskåret. Jeg vil ikke sige, at vi går baglæns, men andre lande går mere frem.”

Om dette års aftagende udvikling siger Jens Zimmer Christensen: ”Vækstkurven flader ud, det kan give panderynker når vi står over for en markant udvidelse af hotelkapaciteten. Samtidig er det bekymrende, at vi i øjeblikket taber markedsandele til blandt andre Sverige og Norge, som i første halvår af i år er vokset cirka fire procent.”

Massiv vækst på vandrerhjem
Mens væksten i hotelovernatninger i årets første halvår var meget lille, overgår antallet af overnatninger på de danske vandrerhjem alle forventninger, noterer Horesta. I første halvår af 2018 har de haft 25,7 procent flere udenlandske besøgende sammenlignet med sidste år. De lander på en samlet fremgang på 14,8 procent og det kommer ikke bag på Danhostels direktør, Ole Andersen:

”Det er især hostels i København, der driver væksten, hvilket skyldes kapacitetsudvidelse,” siger han til Horesta.

Med til at skabe væksten på hostel-området er, at Københavns største hotelkæde, Arp-Hansen, sidste år åbnede sit første hostel, Steel House Copenhagen, med 1.150 sengepladser på 253 værelser.

Relaterede artikler:

8.500 nye hotelværelser på vej til København

Københavnske hoteller på vej mod nedgangstider

Hotel udvides til et af Københavns største