Ældre på solferie kommer hyppigt til skade

De fem skadetyper, der hyppigst rammer de 65 til 99 åriges ophold er diarré, bronkitis, knoglebrud, hjerteproblemer og lungebetændelse, skriver politiken.dk.

 

Ifølge SOS International er 1.569 danskere i aldersgruppen kommet til skade i 2009, mens der i 2011 var tale om 2.034 – en stigning på knap 30% i en periode, hvor det samlede skadetal i andre aldersgrupper på øerne er faldet.

 

Tallet stemmer overens med tallene fra Spies, som viser, at antallet af ældre med selskabet tilo Kanarieøerne er steget fra 6.000 i vinteren 2007/08 til 13.000 i 2011/12.

Skadechef Søren Hedegaard Madsen, SOS International, erkender, at der med flere rejsende også må komme flere til skade, men man har også konstateret, at de ældre tilsyneladende er en mere broget flok end tidligere, så der optræder et mere broget sygdomsbillede med flere livsstilssygdomme.

 

Sidste år løb skadeudgifterne op i knap 13 millioner kroner blandt danskere over 65 år på ferie på øerne, hvor  tallet i 2009 lå på godt ni millioner kroner. Regningen er delt mellem den offentlige rejsesygesikring, som betaler behandling på stedet, og forsikringsselskaber, der står for hjemtransport.

Souschef i Ældre Sagen Jens Højgaard understreger, at nye ældregenerationer har været vant til at rejse gennem hele livet, og ønsker at fortsætte. De har generelt et bedre helbred end tidligere generationer og vil ikke stoppe med at rejse fordi de bliver 70 eller 80 år.

 

Jan Vendelbo, direktør i Spies, bekræfter, at man har gæster på 95 og 96 år, som rejser derned uden problemer, men hverken Spies eller Ældre Sagen kender til, at ekstra mange ældre kommer til skade på De Kanariske Øer.

 

”Flere bliver syge eller kommer til skade, når vi sender flere af sted, men ikke unormalt mange”, siger Jan Vendelbo.

Skrevet af Flemming Juul