Kørestolsbrugere ved Bellver-slottet på Mallorca, en af Syderuopas største turistdestinationer. Myndighederne på øen vil gøre den mere egnet til for eksempel handicappede, herunder turister. Arkivfoto: Fundació Mallorca Turisme.

Mallorca vil være favoritrejsemål for handicappede

Myndighederne på den spanske middelhavsø vil gøre det nemmere for gangbesværede og kørestolsbrugere. Målet er at blive den foretrukne destination også for fysisk handicappede.

Mallorcas lokalregering, Consell de Mallorca, har lanceret ny plan, som skal forbedre ferieoplevelsen for gangbesværede og kørestolsbrugere på øen. Planen indeholder blandt andet initiativer, der skal gøre det nemmere at være turist på Mallorca – også som gangbesværet eller kørestolsbruger.

Det skriver Mallorcas officielle turistråd, Fundació Mallorca Turisme, i en pressemeddelelse.

Blandt de initiativer, der ifølge planen skal gennemføres, er oprettelsen af en ny hjemmeside, som skal samle information og tips vedrørende tilgængelighed på Mallorca. Der vil også i år blive holdt flere uddannelsesdage om tilgængelighed for turistsektoren.

Ligeledes vil der blive arrangeret studieture for rejsebranche-professionelle. Turene skal gøre branchen klogere på mulighederne for ferie på Mallorca med fysiske udfordringer. Mallorcas turistråd vil også være på relevante messer og samarbejde med foreninger, der arbejder for at skabe bedre muligheder og forhold for gangbesværede og kørestolsbrugere.

Et vigtigt segment for turismebranchen
Ifølge en undersøgelse gennemført af Mallorcas turistråd er der stort potentiale i at styrke turismeproduktet for det bevægelsesudfordrede segment.

Undersøgelsen viser, at denne gruppe meget ofte vender tilbage til destinationer, som de oplever har gode forhold i forhold til tilgængelighed. Samtidigt bruger de flere penge på destinationen og rejser gerne udenfor højsæsonen.

Fundació Mallorca Turisme er Mallorcas turistråd og ansvarlig for at markedsføre Mallorca som rejsemål. Det er en offentlig non-profit-enhed integreret i øens regering, Consell de Mallorca.

Formålet er at arbejde for øens turismefremme, oprettelse af nye turismeprodukter, forvaltning af turismeservices generelt og andre aktiviteter, der markedsfører øen som rejsemål. Blandt organisationens aktiviteter er nationale og internationale møder og messer, at brande Mallorca som attraktiv destination til filmproduktioner via Mallorca Film Commission samt at indgå samarbejder med turismeaktører for at markedsføre og konsolidere øens turismeprodukter.

Relaterede artikler:

Mallorca begrænser antallet af store krydstogtskibe

Mallorca vil være MICE-destination året rundt

Solsikkesnor kan nu bruges i Universe Science Park