Malmös Melodi Grand Prix-fest

Storskærme, udendørs optræden af deltagerne og fester i byen forvandler Malmö fra starten af maj til en Eurovision-boble af folkefest.

Når Eurovision Song Contest afvikles i Malmö den 13.-18. maj, er der folkefest med arrangementer for både børn og voksne, unge og gamle.

“Malmös værtsskab vil indeholde noget for alle. Byen vil være klædt i festskrud. Byens pladser, barer og restauranter skal være en forlænget arm af tv-show’ene på Malmö Arena, så alle kommer med i festen,” siger Karin Karlsson, projektleder for ESC Malmö Stad og Region Skåne.

Med sin første ESC-sejr i 1974 med ABBA, og med fem sejre siden Melodi Grand Prix start i 1956 er svenskerne blandt de mest vindende nationer.

”Svenskerne har i den grad sørget for gratis arrangementer for de besøgende. I Eurovision Village på Gustav Adolfs Torv vil semifinalerne og finalen vises på storskærm. Der vil være scener med live musik af Eurovision-deltagerne, svenske musikere og schlager-idoler. Også i Folkets Park vil der være storskærm og forskellige musikarrangementer,” siger Anna Kron Boysen, PR Manager for VisitSweden.

Hun fortæller, at der også vil være mulighed for at opleve dansefestivaler, akrobater, der danser på husvæggene med liner, cirkus og masser af koncerter i Malmös gader, stræder og kanaler.