Næsten halvdelen af årets 24 Danish Travel Awards-vindere udsendte pressemeddelelser om deres førsteplads. ”Det er en sand ære at modtage denne pris,” lød det fra mange af vinderne.
(Artiklen er opdateret med pressemeddelelse fra Small Danish Hotels)
Hovedparten af de 24 Danish Travel Awards-vindere fejrede efter prisoverrækkelserne onsdag i denne uge i Cirkusbygningen i København deres førstepladser med opslag på sociale medier.
Men en række prismodtagere sørgede for, at nyheden om deres førstepladser kom bredt ud – ved at udsende egentlige pressemeddelelser til medierne.
Det var 27. ombæring af Danish Travel Awards, der arrangeres af Travelmedia Nordic (herunder Check-in.dk, Standby.dk og Turisme24.dk) og 10. gang med DTA i Cirkusbygningen.
Aftenens vindere var også i år fundet via det danske analyseinstitut Epinion, hvor over 3.100 deltagere fra Epinions forbrugerpanel – et repræsentativt udsnit af befolkningen, fordelt på alder, køn og bopæl – afgav deres bedømmelser. Alle kategorierne – og meget mere – kan ses via dette link.
Forbrugerinterviews med 3.000 danskere fra Epinions-forbrugerpanel – fordelt efter alder, køn, bopæl og så videre – dannede baggrund for vinderne i de 24 kategorier. Alle kandidater i de forskellige kategorier, kan ses via dette link, her står der også, hvorfor kandidaterne er på listerne, Epinions-forbrugerpanel blev spurgt til.
Reaktioner fra DTA-vinderne 2024
Her et sammendrag i alfabetisk orden af de pressemeddelelser Standby.dk modtog.
Alsik Hotel & Spa
Alsik-hotellet i Sønderborg skriver blandt andet i sin pressemeddelelse: ”Prisen som Danmarks Bedste Luksushotel er for andet år i træk tilfaldet Alsik Hotel & Spa – det var anden gang i træk, at Alsik modtager denne prestigefyldte pris.
Jesper Koch, COO og gastronomisk ansvarlig på hotellet, siger i pressemeddelelsen:
”Vores mission med Alsik var at skabe et 4-stjernet hotel i øjenhøjde med gæsterne. Vi så ikke Alsik som et luksushotel, men begrebet luksus har ændret sig. Vi gør os umage, og vi prioriterer nærværet og kontakten med vores gæster. Det er nu tidens luksus. Derfor er vores medarbejdere vores vigtigste ressource, og denne pris er deres fortjeneste.
Sønderborg og Sønderjylland betyder meget for os. Vi siger mojn, vi bruger lokale råvarer og har en stærk lokal forankring. Alsik er ikke et bare et hotel, der tilfældigvis ligger i Sønderjylland. Vi er et sønderjysk hotel. Sønderjylland har skabt og formet Alsik, og vi er stolte af vores landsdel: Menneskerne, traditioner og de fantastiske råvarer,” siger Jesper Koch.
Og Martin Johanning, direktør for Alsik Hotel & Spa, tilføjer: ”Prisen er et flot skulderklap til Alsik og alle de ansatte. Vi er meget stolte af den betydning som hotellet på kort tid har opnået. Alsik er et fyrtårn, der bidrager med mange turister og et øget kendskab til vores by og landsdel. Og det var netop dét, der var ambitionen for hotellet.”
Alsik Hotel & Spa rummer 190 værelser, en omfattende spa- og wellnessafdeling, stor møde- og konferenceafdeling samt event- og koncertstedet Sergenten. Hotellet ejes af BMC Fonden, der blev stiftet af Bitten Clausen, enke af Danfoss’ grundlægger Mads Clausen. Fonden ejer aktiemajoriteten i Danfoss A/S, og støtter udviklingen i lokalområdet.

Klik for større format. Billund Lufthavn vippede i år Aalborg Lufthavn af pladsen som Danmarks Bedste lufthavn; Jan Hessellund og Jesper Klausholm, direktør og ruteudviklingsdirektør i Billund Lufthavn, var på scenen.
Billund Lufthavn
Billund Lufthavn er blevet hædret som ”Bedste Lufthavn i Danmark 2024” ved den prestigefyldte brancheprisuddeling Danish Travel Awards, skriver Danmarks næststørste lufthavn i en pressemeddelelse.
Her står der blandt andet også: ”Medarbejderne i Billund Lufthavn er stolte af prisen. De rejsende stemte Billund Lufthavn til tops.
Billund Lufthavn modtog prisen som Årets Danske Lufthavn for at leve op til passagerernes forventninger til service, faciliteter og udbud af direkte ruter. Udmærkelsen vidner om lufthavnens konstante fokus på at forbedre de rejsendes oplevelse og sikre, at Billund er det foretrukne valg for de rejsende. Samtidig pegede svarene i undersøgelsen på, at lufthavnens store og veludbyggede rutenetværk på 120 direkte destinationer ses som et kæmpe plus.
Jan Hessellund, administrerende direktør i Billund Lufthavn, modtog prisen på vegne af lufthavnen og udtrykte stor stolthed over anerkendelsen.
Han siger i pressemeddelelsen: ”Vi er utroligt beærede over at blive anerkendt som bedste Lufthavn i Danmark. Denne pris er ikke blot et udtryk for, at vi har opnået et højt niveau af tilfredshed blandt vores passagerer, men også en anerkendelse af vores medarbejderes dedikation og hårde arbejde hver eneste dag. Uden deres engagement og passion for at skabe en god oplevelse for de rejsende, var det her ikke muligt.
Samtidig understreger det, at vores mange forbindelser på kryds og tværs i Europa med direkte fly til 120 destinationer og gode forbindelser til resten af Verden – bliver værdsat,” siger Jan Hessellund.
Emirates
Emirates kåres som Bedste Interkontinentale Ruteflyselskab ved Danish Travel Award 2024, noterer Dubai-flyselskabet i sin pressemeddelelse.
I den står der blandt andet: Morten Balk, landechef for Emirates i Danmark, kender efterhånden vejen til scenen i Cirkusbygningen. For andet år i træk, kåres Emirates som Bedste Interkontinentale Ruteflyselskab ved Danish Travel Awards 2024. 25 interkontinentale ruteflyselskaber var nomineret, men igen i år løb Emirates med prisen som Bedste Interkontinentale Ruteflyselskab. På anden- og tredjepladsen fulgte henholdsvis Singapore Airlines og Qatar Airways.
Landechef for Emirates i Danmark, Morten Balk, var på plads i Cirkusbygningen, og tog imod prisen:
“Lufthavnene i både København og Billund sætter passagerrekord hver måned – danskerne elsker at rejse og opleve verden omkring os. Hos Emirates er vi glade for at være en del af den vækst og rejselyst, som vi også ser på vores egne ruter. Men vi hviler ikke på laurbærrene. Vi investerer stadig store summer opdatering af vores fly – og indkøb af helt nye.”

Klik for større format. Fra venstre: Lisa Kujabi Pascall (PR-bureauet Related), Kana Wakabayashi, nordisk chef for JNTO og Jens Juliussen (også Related), modtager prisen som Bedste Rejseland uden for Europa ved Danish Travel Awards 2024.
Japan National Tourism Organization
Japan er danskernes foretrukne ikke-europæiske rejseland, konstaterer Japan National Tourism Organizations nye nordiske kontor i sin pressemeddelelse.
Ved Danish Travel Awards 2024 modtog Japan prisen som Bedste Rejseland uden for Europa. De tre lande med højeste score i kategorien var Japan, Thailand og Australien – og det var altså Japan, der løb med sejren.
Kana Wakabayashi fra Japans turistråds Japan National Tourism Organization (JNTO) nordiske kontor var til stede i Cirkusbygningen, og tog imod prisen. Hun siger i pressemeddelelsen:
”Japan er kontrasternes land, et autentisk rejsemål i særklasse. Vi er beærede over prisen og den flotte modtagelse, Japan har fået i Danmark. At danskerne elsker Japan og rangerer os som deres yndlingsland uden for Europa er den bedste hyldest, vi kan forestille os, sagde Kana Wakabayashi, Executive Director Nordics hos JNTO.
96.500 rejsende fra Norden besøgte Japan i årets første otte måneder, en stigning på 34 procent sammenholdt med samme periode sidste år.
KLM
KLM Royal Dutch Airlines vandt i onsdag aften 1. prisen i kategorien Bedste europæiske flyselskab ved den årlige prisuddeling af Danish Travel Awards, hedder det fra KLM.
“Vi er meget glade, og det er en sand ære at modtage denne pris! En stor tak til alle jer, der valgte at flyve med os, tak til alle jer, der stemte på os og tak til vores konkurrenter, der holder os på tæerne. Jeg vil også gerne takke vores danske team og vores partnere for deres fantastiske engagement og masser af passion, siger Tom Verbugt, General Manager Air France and KLM North Europe.
KLMs vinterplan omfatter 155 destinationer, 89 i Europa og 66 interkontinentale. På flere europæiske destinationer vil KLM flyve hyppigere denne vinter – en af disse destinationer er Billund, hvor vi sammenlignet med vinter 2023 vil øge til seks daglige flyvninger, oplyses det.
Norwegian
Norwegian kåret som bedste lavprisflyselskab for andet år i træk ved Danish Travel Awards 2024, står der i pressemeddelelsen: ”Danskerne har igen i år udnævnt Norwegian som det bedste lavprisflyselskab. Det blev afsløret ved Danish Travel Awards, hvor flyselskabet for andet år i træk kunne tage imod den fornemme pris.
”Vi er utroligt stolte i dag – og beæret over, at modtage prisen for ”Bedste lavprisselskab” i Danmark endnu engang. Fortjenesten ligger først og fremmest hos mine fantastiske kollegaer i cockpittet, i kabinen og på jorden, der hver eneste dag arbejder utrætteligt for at give vores kunder den bedste service og en tryg og god rejseoplevelse udover det sædvanlige. De er ganske enkelt verdensklasse, og det er denne pris en anerkendelse af,” siger Sara Westphal Emborg Neergaard, Kommunikationschef i Norwegian Danmark, og tilføjer:
”Danmark er et af vores vigtigste markeder – og vi ser frem til fortsat at kunne tilbyde danskerne gode oplevelser og forbindelser ud i verden. Både til velkendte favoritter – og til nye spændende destinationer”.
Udover at vinde kategorien for Bedste lavprisselskab, var Norwegian blandt top tre i kategorien ’Bedste indenrigsflyselskab’ sammen med DAT og Alsie Express, der løb med førstepladsen.
”Det er vi faktisk også rigtig stolte af. Vi flyver mere eller mindre i pendulfart mellem København og Aalborg – og god og effektiv forbindelse mellem landsdele, er en vigtig del af vores identitet. Næste år går vi efter førstepladsen,” siger Sara Westphal Emborg Neergaard.
Moesgaard Museum:
Den 2. oktober blev vinderne af årets ’Danish Travel Awards’ udnævnt ved en stor gallaevent i Cirkusbygningen i København, hvor branchefolk fra turisme, kultur og eventindustrien mødtes. Moesgaard Museum vandt kategorien ’Danmarks Bedste Attraktion’ i kapløb med andre stærke attraktioner som Fårup Sommerland og Knuthenborg Safaripark, skriver museet.
Her står der også: ”På Moesgaard er vi stolte at være blevet kåret som Danmarks bedste attraktion. Det tager vi som en anerkendelse af, at vi formår at skabe vedkommende oplevelser for et bredt udsnit af den danske befolkning, som finder mening og glæde i at gå på oplevelse i de helt store verdenshistoriske sammenhænge,” siger Henrik Hatt, Publikumschef på Moesgaard.
Prisen er blevet uddelt blot en uge før, at Moesgaards ikoniske udstillingsbygning kan fejre 10-årsjubilæum.
Scandic Hotels
I alt 25 hoteller var nomineret i Danish Travel Awards-kategorien ”Bedste hotel i København”, men det blev Scandic CPH Strandpark, der vandt og dermed hoteldirektør Mogens Jørgensen, der kunne modtage prisen på scenen til det store brancheevent i Cirkusbygningen:
”Vi er utrolig glade for den anerkendelse, der følger med prisen, og det er fantastisk at se at alt det arbejde, vi lægger i hotellet, bliver bemærket. Prisen er samtidig et kæmpe klap på skuldrene til vores medarbejdere, der hver eneste dag arbejder på at skabe en fænomenal oplevelse for vores gæster, siger Mogens Jørgensen, hoteldirektør på Scandic CPH Strandpark.
“De seneste år har vi udvidet vores portefølje med hoteller, der i endnu højere grad imødekommer leisure-gæsternes ønsker til flere oplevelser i forbindelse med hotelopholdet. Scandic CPH Strandpark er med både wellness og fine dining et eksempel på dette, og det er positivt at se at hotellet vækker begejstring og nu anerkendes med prisen som ”Bedste hotel i København”, siger Commercial Director Klaus Johansen.
Small Danish Hotels
DTA-kategorien Danmarks bedste hotelkæde var i år tilbage, hvor forbrugerne kunne stemme på 18 hotelkæder i Danmark.
Vinderen blev Small Danish Hotels foran de to københavnske kæder Brøchner Hotels og Guldsmeden Hotels – SDH repræsenterer 65 hoteller fordelt over hele Danmark.
I pressemeddelelse fredag siger Finn Kræfting, administrerende direktør i Small Danish Hotels: ”Det betyder meget for os, at danskerne giver Small Danish Hotels dette kæmpe skulderklap. Vores dna bygger på at give gæsterne oplevelser, som de husker, og hæderen er et stærkt bevis på, at vi rent faktisk lykkedes at plante gode minder i vores gæster.
Det er også en stor anerkendelse af de privatejede hotellers ejere og medarbejderes vedholdne indsats for at imødekomme gæsternes høje forventninger. Det er anden gang, vi modtager prisen som Danmarks bedste hotelkæde, og det er vi meget stolte af,” siger direktøren.
Small Danish Hotels blev også kåret som Danmarks bedste hotelkæde i 2022, mens kategorien ikke var en del af feltet i 2023.
Århus Charter
Onsdag aften modtog Århus Charter prisen som gæsternes foretrukne charterarrangør ved Danish Travel Awards i Cirkusbygningen i København.
Århus Charter løb med prisen som Danmarks Bedste Charterarrangør for ottende gang, og Århus Charters direktør, Henrik G. Jensen modtog prisen i Cirkusbygningen onsdag aften, hedder det i pressemeddelelsen:
”Vi er enormt glade og stolte af endnu engang at blive anerkendt med prisen som Danmarks Bedste Charterarrangør. Det er mange stærke og store konkurrenter, vi er oppe imod, og vi ser prisen som en bekræftelse på, at vores gæster værdsætter den måde, vi arrangerer deres ferie på. Vi ser stadig, at der er berettigelse for de små, lokale rejsebureauer som os, der kan gøre en positiv forskel for den enkelte gæst,” siger Henrik G. Jensen.
Århus Charter blev i 2001, 2005, 2006, 2008, 2009, 2018 og 2019 også kåret til Danmarks Bedste Charterarrangør, og ligesom i år var dette også valgt af de ferierejsende.
”Det er et kæmpe skulderklap til alle mine kollegaer, som hver eneste dag tager ansvaret for den mest dyrebare tid på året, nemlig gæsternes ferie. Både dem der har daglig gang i vores rejsecafé på Marselisborg Lystbådehavn i Aarhus og ikke mindst alle vores danske rejseledere ude omkring på rejsemålene, som i den grad har fortjeneste i, at vi efter nogle år nu står med denne titel igen,” siger Henrik G. Jensen og tilføjer:
”Arbejdet for at vinde prisen som Danmarks Bedste Charterarrangør i 2025 starter igen på fredag, men i dag (torsdag) vil vi glæde os over anerkendelsen fra vores gæster.
Århus Charter har eksisteret siden 1988, og blev etableret af søstrene Ulla Stæt Andersen og Jette Rantala. Bureauet blev siden en del af Primo Tours Group i september 2014, som i dag går under navnet Travelheart Family.
Relaterede artikler:
Det sagde 2024-vinderne af Danish Travel Awards

STANDBY.DK Nyt om rejser


