Mange fejrede deres Danish Travel Award

Der kom gennem onsdagen pressemeddelelser fra vinderne af dette års Danish Travel Award. Her kort gennemgang af disse – i den rækkefølge de indløb.

 

Først fra kaj var krydstogtrejsebureauet Bella Vista Travel, bl.a. dansk generalagent for SilverSea Cruises, der atter vandt kategorien som Bedste Krydstogtrederi med plads til under 1.000 passagerer.

 

”Ultra Deluxe krydstogter har aldrig været mere populære,” sagde Bella Vista Travel ejer og adm. direktør, Jesper Boas Smith, der tog den nordiske salgsdirektør for SilverSea, Thomas Harrison, med på scenen for at hente awarden.

 

”Inden for Ultra Deluxe (5 og 6 stjernede rederier) er der kommet væsentlig større kapacitet de seneste år. Dette har sammen med finanskrisen medført lavere priser, uden det er gået ud over serviceniveauet. Stadig flere danskere foretrækker de mindre skibe, der kan besøge mindre destinationer. Meget af det, man normalt skal betale ekstra for hos de fleste rederier – udvendig kahyt, drinks, vin og drikkepenge – er indeholdt når man rejser med Silversea. Så samlet er priserne konkurrencedygtige,” siger Jesper Boas Smith.

 

Momondo

”Forbrugerne kårer igen Momondo som Danmarks bedste rejsesite,” hed det fra Momondo.

 

”De danske forbrugere foretrækker Momondo når de skal planlægge rejsen. For andet år i træk er siden kåret som ”Bedste Rejse Website” ved Danish Travel Awards,” skriver Momondo i sin pressemeddelelse og tilføjer: ”Momondo modtager den prestigefyldte pris med stor tak.”

 

”På vegne af teamet bag Momondo takker jeg for opbakningen og den motivation, prisen giver os. Vi ville skabe verdens bedste online rejsesite; det var ambitionerne, da vi lancerede Momondo som et lille dansk initiativ i 2006, og det er de ambitioner vi stadig har,” siger Martin Lumbye, partner i Momondo.

 

Engelske Cheapflights købte sidste år Momondo, der i år har haft 2,5 mio. danske besøgende.

”De har i gennemsnit hver foretaget ni søgninger – hvilket svarer til, at vi har serviceret over 22 mio. prissammenligninger på flybilletter,” siger Martin Lumbye.

 

Atlantic Link vandt to priser

Danish Travel Awards blev givende for GSA-bureauet, Atlantic Link. Bureauet vandt kategorien Verdens Bedste Turistkontor, Dansk Vestindiens turistkontor (De Amerikanske Jomfruøer), samt Verdens Bedste Turistland, som gik til USA for andet år i træk.

 

”At have vundet prisen som Danmarks Bedste Turistkontor er en kæmpe cadeau! Den blev indstemt af forbrugerne og rejsebranchen, så det betyder meget. Og så endda over sig selv.” siger Karin Gert Nielsen, adm. direktør i Atlantic Link. Hun hentyder til, at Visit Californien, som også er repræsenteret af Atlantic Link, blev nr. 2 i kategorien.

 

Danskernes interesse for Dansk Vestindien er eksploderet. I første halvår af 2012 fik Øerne besøg af 15.390 danskere, samme antal som i hele 2011. Danmark er største internationale marked for Øerne, kun overgået af USA, godt hjulpet på vej af Bravo Tours og danske rejsebureauer, som sælger flere ture til den tidligere danske koloni end nogensinde.

 

Prisen som verdens bedste turistland blev overrakt til Karin Gert Nielsen, idet hun har flere ”amerikanske kasketter,” hun er også direktør for Discover America Denmark, den danske afdeling af U.S. Travel Association, og direktør for PR- og markedsføringsbureauet Atlantic Link, som bl.a. repræsenterer Oregon og Californien, De Amerikanske Jomfruøer – San Francisco by og lufthavn er nyeste kunder på kundelisten.

 

Karin Gert Nielsen mener, at USA atter fik den prestigefyldte pris pga. landets muligheder og stigende interesse fra amerikansk side til at markedsføre sig i Skandinavien under det nye turistorgan, Brand USA.

 

Sidste år rejste 275.000 danskere til USA, en stigning på 6 pct. i forhold til 2010. Medregnes de nordiske naboer, er det over 1,1 mio. rejsende. 12,4 pct. flere i forhold til 2010. Det gør Norden til USA’s fjerdestørste, europæiske marked for turisme, hvorfor landets turistorganisationer har øjnene rettet mod Skandinavien.

 

”Allerede nu kan vi se, at vi i 2012 kan forvente en stigning på ca. 10 pct. i forhold til 2011. USA er det største oversøiske rejsemål fra Skandinavien foran Thailand,” siger Karin Gert Nielsen.

 

Bedste krydstogtsrederi: Celebrity Cruises

Foran 350 feststemte gæster i Cirkusbygningen, vandt Celebrity Cruises prisen som bedste krydstogtrederi med skibe til over 1.000 gæster.

 

Omkring 1.400 rejsende og 900 ansatte i rejsebureauer stemte på Celebrity som bedste krydstogtsrederi i sin kategori.

 

”Dette er en meget værdsat anerkendelse af indsatsen vi gør for vore gæster og for de fantastiske rejsebureauer og agenter, vi samarbejder med i Danmark,” siger Henrik Bergkvist, salgschef for Celebrity Cruises og RCCL i Danmark. Han tilføjer, at fordi Celebrity er det af Royal Caribbean Cruise Lines’ tre varemærker med den største vækst i år, er man ekstra glad.

 

Celebrity Cruises arbejder med at forbedre støtten til rejsebureauerne i Danmark, og hjælpe dem med at sælge cruises. ”Vi er ydmyge og stolte af, at så mange af vores gæster, rejsebureauagenter og samarbejdspartnere har stemt på os – vi vil fortsætte med at arbejde hårdt for at blive endnu bedre i 2013,” siger Henrik Bergkvist.

 

I samme kategori, bedste krydstogtsrederi med skibe til over 1.000 gæster, kom Royal Caribbean Cruise Line i år på en andenplads.

 

SAS landede to Danish Travel Awards

SAS vandt igen i år Danish Travel Award-priserne som Danmarks bedste indenrigsflyselskab og bedste charterflyselskab. Valgt af kunder og rejsebranchen.

 

”Jeg er utrolig glad for, at SAS hædres inden for to områder, som har haft høj prioritet. Indenrigstrafikken i Danmark har været hårdt prøvet, jeg ser prisen som anerkendelse af, at SAS har leveret et trafikprogram, kunderne er rigtig tilfredse med,” siger direktør SAS corporate sales, Elisabeth Milton Hemmingsen, der modtog priserne for SAS.

 

SAS åbnede i august ny rute mellem Billund og København, hvor Cimber Sterling tidligere fløj. Desuden har SAS flere gange i år øget antallet af afgange på sine to indenrigsruter, fra København til Aarhus og Aalborg.

 

SAS’ charterflyvninger sker i samarbejde med rejsearrangørerne. I år har SAS bl.a. fået omfattende aftaler med Apollo.

 

Det er femte år i træk, at SAS flyver med prisen som årets bedste indenrigsflyselskab, og femte gang på seks år, SAS modtager prisen som bedste charterflyselskab.

 

”DFDS Seaways er bare de bedste”

DFDS Seaways nærmest sejler i hæder. Inden for få dage har rederiet vundet to af rejsebranchens ærefulde priser, World Travel Award’en som The Europe’s Leading Ferry Operator og den danske rejsebranches Danish Travel Award, som Bedste passagerrederi der sejler mellem Danmark og udlandet, noterer rederiet.

 

Det er svært at få armene ned hos DFDS Seaways i disse dage. Tirsdag blev DFDS hædret som bedste passagerrederi, der sejler mellem Danmark og udlandet ved Danish Travel Awards, 6. oktober modtog rederiet World Travel Awards pris’ som Europas førende færgerederi.

 

”Det er en stor ære at blive hædret med en Danish Travel Award som bedste passagerrederi. Det bekræfter os i værdien af vores arbejde med at lytte til vores gæster, udvikle og forbedre vores produkter, faciliteter, oplevelser og services ombord. Det belønner os med glade gæster, selv i en tid præget af krise,” siger Kim Heiberg, Country Manager Sweden/Denmark.

 

Det er 6. gang, DFDS Seaways modtager Danish Travel Award.

 

I 2011 foretog 722.933 gæster en sørejse med DFDS Seaways på rederiets ruter fra Danmark til Norge og England samt på ruterne fra England til Frankrig og Holland.

 

DFDS var endda så venlig i sin pressemeddelelse, at linke til omtalen af årets Danish Travel Awards

www.takeoff.dk/news/23826

 

Mangler sin Danish Travel Award-statuette

Den københavnske hotelkæde Brøchner Hotels vandt en Danish Travel Award som Bedste Hotelkæde i Danmark. Men desværre forsvandt statuetten ved after-partyet i Cirkusbygningen, der ikke fandt den.

 

Skulle nogen af takeoff.dks læsere kende til statuettens nuværende tilværelse, kan vi kontaktes på: 33 26 84 00.

 

I øvrigt fik takeoff.dks artikel om tirsdagens Danish Travel Awards onsdag aften et imponerende antal sidevisninger.

Skrevet af Henrik Baumgarten