Markant billigere flybilletter

airplane-wallpaper-3Flyselskaberne har nedsat billetpriserne, fordi brændstoffet er blevet billigere. Flyselskaberne tjener globalt flere penge, men aktiekurserne er faldet.

De gennemsnitlige billetpriser er faldet med 5% i forhold til samme tid sidste år. De faldende priser ventes at fortsætte endnu nogle måneder, hvorefter prisen vil flade ud, fordi brændstofpriserne igen er svagt stigende.

Det er IATA, der har beregnet den globale udvikling i billetpriserne. Prisfaldet kan udelukkende knyttes til de lavere udgifter til brændstof, skriver finans.dk.

For flyselskaber er brændstof ofte den største omkostning, og derfor har billigere brændstof givet plads til laverebilletpriser. IATA venter, at priserne falder yderligere, da flere flyselskaber først de seneste måneder mærker effekten, da de har prissikret brændstofleverancerne frem i tiden.

Luftfartsorganisationen venter dog, at prisfaldene aftager i årets løb. Siden nytår er oliepriserne steget med 80%. Det er dog stadig 27% billigere at fylde flytanken end for et år siden.

Færre omkostninger kan ses i flyselskabernes regnskaber, som er mere robuste end længe. Indtjeningsmarginen i maj var 8,1% mod 5,9% i maj sidste år.

Trods bedre resultater er flyaktierne faldet med 11% siden årets begyndelse.