Løgstør er den by som stigningen af Airbnb-søgninger fra danskere er størst med i jule- og nytårstiden sammenlignet med sidste år. Pressefoto fra Løgstør via VisitDenmark: Niclas Jessen.

Mindre danske byer ser store Airbnb-stigninger til jul

Løgstør og fem andre mindre danske byer på Top 10 hos Airbnb over byer, hvor udlejnings-platformen har størst stigning fra danskere i efterspørgslen til den kommende jule- og nytårstid.

Airbnb har netop offentliggjort sin årlige liste over de mest trendende destinationer for danskerne i juletiden.

Top 10-listen indeholder destinationer, som sammenlignet med sidste år har oplevet den største vækst i danskernes bookinger via Airbnb for perioden omkring jul og nytår.

”Og af alle destinationer i verden er den største vækst ganske paradoksalt at finde i nordjyske Løgstør. En lille fiskerby ved Limfjorden med cirka 4.000 indbyggere,” skriver Airbnb i en pressemeddelelse.

I Løgstør er antallet af bookinger via Airbnb steget 173 procent i perioden fra 15. december i år til 15. januar næste år sammenlignet med den tilsvarende periode året forinden.

Løgstør er blandt andet kendt som “muslingebyen” ligesom den er hjemsted for Limfjordsmusset, gamle gader med små huse bygget til 1800-tallets fiskere og sømænd og her ligger også Frederik den VII’s Kanal parallelt med Limfjorden. I nærheden ligger for eksempel vikingeborgen Aggersborg.

Airbnb kalder selv sin Top 10-liste ”et sammensurium af en række – i turismesammenhæng – upåagtede danske og udenlandske destinationer,” skriver Airbnb og tilføjer:

Fra dansk perspektiv er det bemærkelsesværdigt, at listen indeholder endnu en nordjysk by i form af Gistrup – en himmerlandsk landsby med omkring 3.500 indbyggere. Derudover er Store Heddinge på Stevns, Aarhus-forstaden Tranbjerg og fynske Assens på Top 10.

Sætter gang i spekulationer
Top 10-listen sætter gang i spekulationer omkring, hvad der gør små danske landsbyer så interessante at opholde sig i over julen og nytåret – og i særlig grad altså Løgstør, hedder det fra Airbnb.

Den fulde liste over de destinationer, hvor Airbnb har registreret størst vækst i antallet af danske bookinger i den nævnte periode – 15. december i år til 15. januar næste år – ser således ud:

Løgstør, Lviv i Ukraine, Karlskrona i Sverige, Store Heddinge, Nantes i Frankrig, Gistrup, Rødbyhavn, Mölle i Sverige, Tranbjerg og Assens.

Over 1 million Airbnb-overnatninger i Danmark
Sidste år var der for første gang over en million Airbnb-udlejninger Danmark, en stigning på 16 procent fra 2017, viste opgørelse fra VisitDenmark i februar i år.

VisitDenmark har gennem en aftale med Airbnb adgang til data om gæster, som overnatter via Airbnb i Danmark. Tallene til VisitDenmark har Airbnb trukket fra sine egne systemer for at synliggøre en form for turisme, der ikke dækkes af den gængse statistik på turismeområdet. Tallene fra Airbnb for Danmark sidste år viser blandt andet en vækst på 16 procent i antallet af Airbnb-bookinger fra 2017 til 2018.

Sidste år bookede 1.037.900 Airbnb-kunder en eller flere overnatninger i Danmark – cirka halvdelen i København og flest i august. De tre største byer udenfor København – Aarhus, Odense og Aalborg – havde sidste år omkring 100.000 Airbnb-overnatninger. Resten af de over en million solgte Airbnb-overnatninger i Danmark var i resten af landet, cirka 40 procent.

Relaterede artikler:

Over 1 million Airbnb-overnatninger i Danmark

Nyt initiativ skal give Nordjylland flere USA-turister

Flere krydstogtgæster til Nordjylland