Minister med deadline til Rejsekortet

450px-Rejsekort_validators_inDen meget omtalte kaos i Rejsekortets takststruktur på Sjælland skal løses hurtigst muligt, kræver transportministeren ved et statusmøde.

Inden nytår skal selskaberne bag det elektroniske rejsekort komme med en løsning på takstproblemerne på Sjælland, hvor det har været umuligt for de rejsende at finde ud af, hvad en rejse koster, skriver avisen.dk.

”Trafikselskaberne skal sætte sig sammen med Trafikstyrelsen og inden udgangen af året skal de komme med et forslag til, hvordan man gør takststrukturen gennemskuelig”, siger transportminister Pia Olsen Dyhr.

”Der er politisk interesse i, at det løses, og det skal være til fordel for forbrugerne. Det har jeg en forventning om, at trafikselskaberne leverer”.

Der vil formentlig gå et år, før ændringerne bliver indfaset.

Det helt store problem med Rejsekortet på Sjælland har været, at en rejse kan have forskellig pris afhængig af, i hvilken retning man foretager den.

Rejsekortet har siden starten været ramt af en række problemer. Derfor lavede man en ’aktionsliste’ på hjemmesiden, hvor brugerne kunne indberette problemer. Listen er senest opdateret 28. august, og de 30 punkter på listen er enten løst, eller er ved at blive det.

Problemerne fik i sommer parterne bag Rejsekortet til at udskyde udfasningen af klippekortet i hovedstadsområdet til 1. juni 2014. Den deadline bliver fastholdt, oplyser Pia Olsen Dyhr.