Monster-orkan generer også flytrafik

TURISME: Kategori 5 – den højeste – orkanen Irma tonser gennem det nordlige Caribien med kurs mod Florida, der er blevet erklæret i undtagelsestilstand. Lufthavne lukker midlertidigt indtil Irmas raseri er overstået.

Kun en uge efter orkanen Harvey ramte Texas og Louisiana og kostede dødsfald og omfattende ødelæggelser, er endnu en kategori 5 orkan på vej mod østater i det nordlige Caribien og det sydlige Florida.

Masser af flyvninger til og fra caribiske lufthavne er indstillet i disse dage pga. Irma.

Alene 40 pct. af flyvningerne til den amerikanske besiddelse, Puerto Rico, er aflyst, skriver avisen USA Today.

Flere flyselskaber indsætter større fly til berørte caribiske destinationer for at flyve så mange ud som muligt inden Irma kommer.

American Airlines forventer at Irma, der kommer med vinde på 250 km i timen, vil berøre 30 lufthavne, herunder en selskabets primære, Miami. Alle passagerer kan ombooke deres billetter uden ekstra afgift.

USA’s største lavprisselskab, Southwest, har de kommende dage aflyst flyvninger til bl.a. Bahamas, Cubas hovedstad, Havana, og Puerto Rico. Og Delta Air Lines har bl.a. aflyst flyvninger til De Amerikanske Jomfruøer.