STANDBY.DK Nyt om rejser
TORSDAGSKLUMME: Mens deres flyselskab Alitalia står på gravens rand, bestiller de nye uniformer. De er bare ukuelige optimister, og det er derfor de er vilde med Preben Elkjær i Verona. Og derfor har de Europas dyreste kaffe på Markuspladsen.
Af Ejvind Olesen
Om et halvt års tid, Primavera Italiano, forår i Italien, kan man måske se en smart Alitalia stewardesse i fin ny uniform sidde på Markuspladsen i Venedig med en cafe espresso til 10 euro.
Mens hendes tidligere flyselskab Alitalia har givet op, og ligesom de fleste andre er overtaget af Lufthansa, der også har benyttet sig af muligheden for at lægge 35 procent på priserne for at flyve indenrigs i Italien. Spørg lige italienerne om de synes, det er en god ide.
Hun er nu blevet ansat ved selskabet, der står for bådtransporten fra lufthavnen til kanalbyens centrum, men har betinget sig, at hun fortsat må bære uniformen, som hun synes er smartere end den, kollegaerne i skibsselskabet bruger. Og hendes nye årsløn på 500.000 kr. rækker ikke langt i Venedig.
Tre timer i Rom
Jeg er ret vild med Italien. Det har jeg været lige siden jeg som 17-årig sammen med lidt ældre kammerater lejede en bil fra min hjemby ved Herning, kørte ned for at vende Peterskirken, spiste en portion pasta, og kørte efter tre timer igen ud af byen. Sov på udtørret lerbund en nat på en campingplads uden for Venedig og kørte hjem. 10 dage. Ud og hjem, moderne ferie i 50’erne. Italien fan lige siden, og mere glad for pasta end kartofler fra min hjemegn. Middelhavskost you know.
Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg har været i Københavns Lufthavn til spumante (som italienerne kalder champagne) og kransekage. Goddag Alitalia, farvel Alitalia. Så til Rom, så til Milano. År efter år.
I vand til knæene
Italien vil altid gerne have flere turister, på egne betingelser. Derfor sætter de prisrekord på Markuspladsen og byder på billigste ferie ved Adriaterhavet. Dernæst må krydstogtskibene ikke blive for store på Venedigs kanaler.
Canal Grande har ganske vist skvulpet ind over gaderne på visse årstider de seneste 50 år, men mest uden for krydstogtsæsonen, når man om efteråret går i vand til knæede ved Dogepaladset.
Strejkekulturen blomstrer uskønt i lufthavne, fly, tog og busser. Men italienerne lever med det. Temperamentet blusser, men det går hurtigt over. I Rom står de i mange timer foran Peterskirken og bruger lige så mange timer inde i Vatikanet. Er det måske ikke vores egen religion, og den bør vi vide noget om.
I Rom er der i højsæsonen så stor trængsel, at man kun kommer frem med små bitte skridt for at nå til Den Spanske Trappe og gaden nedenfor, hvor danske kunstnere og forfattere holdt til med H.C. Andersen i spidsen, når de ikke kunne holde det danske klima ud længere.
Da hele Italien græd
I Bologna spillede Harald Nielsen fodbold og lærte italienerne lidt om Danmark, og mange år senere fulgte Preben Elkjær efter i Verona. Han var opportunist. Han scorede med støvler på – og uden. Sådan noget kan italienere lide. Han er populær den dag i dag, men glemme at Italien ikke kvalificerede til næste års fodbold VM har de nu svært ved. Da græd de.
Måske lever Alitalia videre med partnere, måske gør de ikke. Men så har de da de nye uniformer, som de kan vise frem på et eventuelt nyt flymuseum ved foden af Det skæve Tårn i Pisa.
