”Disse værelser er til dem, der absolut vil se denne verden før den næste” skrev Spies Rejser sin tid med formanden som pennefører. En advarsel til kunderne, hvilket ikke går i dag. Men det var ærlig reklame.
Det hører ikke til hverdagen, at Danmarks Rejsebureau Forening kommer med advarsler til sine medlemmer om at stramme op med hotellerne, sådan at den rosenrøde omtale holder, hvad den lover. Modigt gjort af foreningens jurist og afdelingschef Jakob Hahn, men han skal ikke vente at blive populær på det.
Efter at have nærlæst ankesager i Pakkerejse-Ankenævnet i mange år, harmonerer det også med min opfattelse. Sidste år blev der, som man kunne læse 18. september her på siden i ”DRF savner selvkritik hos rejsebureauerne”, at der var 136 klager fra forbrugerne, hvor omtalen af hotellerne ikke levede op til det lovede, eller forventede.
Jeg tror, der har været mange flere, som blot er blevet forliget, og som aldrig bliver offentliggjort. Og det er både store og små bureauer, vi taler om. Nu er 136 ud af 1,2 millioner rejser jo i sandheden ikke mange. Jeg tror faktisk, at omtalen i rejseprogrammerne holder, men hotellerne falder for fristelsen til at bruge de dårligste værelser, når det er højsæson.
Respekt for Spies og Krogager
Og hvis de nu og da gives til en kritisk dansk forbruger, har vi problemet. Jeg har ved selvsyn, specielt i Italien og Grækenland, set nogle af de værelser, som jeg ikke ville bruge mange timer på af min ferie.
Hvis jeg var destinationschef, ville jeg rapportere hjem til mit bureau, at det skal hotellet ikke vove at gøre bare én gang til, hvis de fortsat vil have kontrakt. Det er et spørgsmål om styring.
I gamle dage var alting bedre! Nej, det var det ikke, og så alligevel.
Spies og Tjæreborg havde lokale agentfirmaer og destinationschefer, som arbejdede tæt sammen. Havde det lokale firma kontrakt med Spies eller Tjæreborg, var deres lykke gjort, og de handlede derefter. Ingen vovede at give deres gæster et skummelt kælderværelse, eller et hotel midt på en byggeplads.
Global udvikling skræmmer
Den globale udvikling har gjort det anderledes. Jeg har altid ment, at specielt danske charterbureauer er nogle af verdens bedste, men i dag er jeg ikke sikker på. at det holder. Fordi det ikke er dansk kvalitetsvurdering af hoteller og busser hele vejen igennem. Jeg tror for eksempel ikke globale kontrahenter stiller de samme krav, som de skandinaviske gjorde før i tiden.
Og hvis russiske turister er parate til at tage revl og krat med af værelser på Rhodos, Kreta og Mallorca eller Kanariske Øer, og oven i købet betale mere, samtidig med, at de får russiske vejskilte op, da sætter det sit præg på kvaliteten. Det er der ikke noget odiøst i. Sådan er det bare.
Kritiske danskere
Når Jakob Hahn siger til STANDBY.dk: ” At en del klagesager kunne være undgået ved knap så malerisk beskrivelse af hotelværelser på et bestemt hotel”, så er jeg til gengæld ikke enig. Så er det hotellet, der er noget galt med, og ikke beskrivelsen.
Naturligvis er danskerne forvænte og kritiske, oplært som de er af ikoner som Spies og Krogager. De tager ikke på ferie i Sydeuropa for at bo ringere end derhjemme, og langt de fleste er også parate til at betale, hvad kvalitet koster.
Og hotellernes undskyldning: ”Vi ved det godt, men det er højsæson, og vi har fuldstændig udsolgt, ” gælder ikke en meter.
Hvis der er bund i klagen, bør der med det samme findes en erstatning, eventuelt på et andet (og måske dyrere hotel) på bureauets regning. Jeg ser væk fra småting med en vandhane, der drypper, lidt for meget støv bag en stol, et vindue der ikke kan lukkes helt og en nabo, der støjer.
Forvist til kælderen
Det værste synes jeg faktisk er den familie, som havde glædet sig til et pænt hotel med balkon og god udsigt, og så havner i en kælder. Her er næsten ingen undskyldning.
Jeg ser en del ankenævnssager, hvor kunder får ret, og er blevet flyttet på tredjedagen hen under aftenen, og derefter får godtgjort en procentdel af rejsens pris. Det siger Pakkerejseloven.
Hvor meget er der så tilbage af en uges ferie, inden man finder sig tilrette?
Det kan godt være, at der i nogle af klagesagerne findes rene kværulanter, som vi alle kender og simpelthen ikke er til at stille tilfreds. Dem skal man være dygtige nok til at pacificere ude på destinationerne. Og ikke straffe med et kælderværelse.