Udsnit af det kommende vandland Oceana ved Liseberg i Gøteborg. PR-illustration.

Nedbrændt gigantisk vandland skal genopbygges

Bestyrelsen for Sveriges største forlystelsespark, Liseberg i Gøteborg, vil genopbygge vandlandet Oceana, der var næsten færdigt, da det nedbrændte i februar. Åbningen forventes nu først i 2026.

Over halvdelen af Oceana Water Park til 800 millioner danske kroner blev ødelagt ved eksplosionsbranden den 12. februar i år. Efterfølgende har Liseberg, Sveriges største forlystelsespark, opgjort, at skaderne ved branden i Gøteborg beløb sig til cirka 310 millioner danske kroner.

Og nu har bestyrelsen for forlystelsesparken netop besluttet, at Oceana skal genopbygges. Men det enorme vandland forventes først at kunne åbne i 2026, hedder det i en pressemeddelelse. Var branden ikke opstået, havde Oceana kunne åbne denne sommer. Ved eksplosionsbranden i februar omkom en person.

I pressemeddelelsen hedder det, at vejen frem mod en genopbygning og en åbning af Oceana ikke er lige til. I den siger Kurt Eliasson, Lisebergs bestyrelsesformand:

”Ud fra de scenarier, Liseberg har i forbindelse med Oceana, er der reelt ingen alternativer til en genopbygning. Det er økonomisk mere forsvarligt at færdiggøre Oceana, end at rive hele brandtomten ned og iværksætte et alternativt projekt. Det vil heller ikke være nogen bæredygtig løsning.”

Ny teknologi
Oprindeligt var det planen, at Oceana som nævnt skulle være åbnet denne sommer med sine 14 attraktioner, hvoraf de fire skulle være store vandattraktioner, familieflod og bølgebassin. Vandlandet skulle om sommeren have en daglig kapacitet til 1.750 gæster samt 1.250 på andre tidspunkter, afhængig af vejret.

I pressemeddelelsen skriver Liseberg, at Oceana skal genopbygges efter de samme hovedprincipper som det oprindelige projekt. Men der kommer ny teknologi i forbindelse med de største vandattraktioner, oplyses det.

Indtil den endelig årsag til katastrofebranden er klarlagt, rapporten kommer formentlig næste forår, kan forsikringsspørgsmålet ikke udredes. Derfor skal byggeprojektet refinansieres. Det klares via Lisebergs pengekasse – forlystelsesparken ejes af Gøteborgs Kommune, der dog ikke må drifte parken.

”Vi har en stærk ejer i ryggen, men trods, at vi er et kommunalt ejet selskab, skal vi selv finansiere alle investeringer via vores eget cash flow; vi skal låne penge i banken som alle andre, så vi er på den måde ikke finansieret af Gøteborgs skatteydere,” sagde danske Andreas Veilstrup Andersen, administrerende direktør for Liseberg, i februar til Standby.dk

Et stort oplevelsescenter
Oceana Water Park skulle sammen med oplevelsescentret World of Volvo og Universum, et såkaldt science-center, være et vigtigt element i forlystelsesparken Liseberg i det centrale Gøteborgs ambition om at blive en helårsattraktion.

Liseberg omsætter årligt for over én milliard danske kroner. Selve sæsonen i forlystelsesparken Liseberg startede i år den 20. april. Gennem sæsonen forventes omkring 2,5 millioner gæster, heraf to-fire procent fra Danmark.

 

Relaterede artikler:

Snart åbner svensk bilfabrikants store turistsatsning

Nedbrændt svensk vandland: Åbning udskudt et år

Liseberg vil holde åbent året rundt