Nedgangen i turisme snart slut

Barometeret for verdensturismen i oktober havde en lille nedgang på 3% for højsæson-månederne juli og august sammenlignet med de tilsvarende måneder i 2008. Ifølge International Tourism Trade Fairs Association tyder det på en gradvis stigning i turismen den kommende tid og en mere optimistisk trend.

 

ITTFAs formand Tom Nutley siger, at trods recessionen er 2009 kommet godt i gang med gode bookingtal og et fornuftigt salg.

 

Antallet af internationale turistankomster på verdensplan skønnes at have rundet 600 millioner i perioden fra januar til og med august overfor 643 millioner i samme periode sidste år. De otte måneder står erfaringsmæssigt for 69% af det årlige antal.

 

Men det er ikke alle regioner, der har det lige svært. Afrika har haft en fremgang på 3,8%, mens også Sydamerika, Caribien, Stillehavsområdet og Sydøstasien har klaret sig bedre end det gennemsnitlige tab på 7%.

 

De hårdest ramte regioner var Sydasien, Nordamerika, Nordeuropa og middelhavslandene, som alle tabte mellem syv og otte procent, mens nedgangen i Mellemøsten lå på 7,6% og i Øst- og centraleuropa på -10,6%.

 

Turismerapporten kommer kort efter to andre separate rapporter, som også antyder, at turismen er over det værste. IATA meddeler, at passagerernes efterspørgsel i juli faldt med 3% og i august med 1%, mens september havde en fremgang på 0,3%. OAGs rapport om den månedlige vækst for flyselskabernes kapacitet viser, at kapaciteten i oktober er stigende for den tredje måned i træk.

Skrevet af Flemming Juul