Nej til nye lån til mega store krydstogtskibe

Den finske regering har i første omgang sagt nej til Royal Caribbean til eksportkredit til bygning af to nye krydstogtskibe, som skal matche verdens to største, der også er bygget i Åbo.

Der står milliarder af kroner på spil, når der bygges de helt store krydstogtskibe nu om dage. Samtidig er der tusindvis af arbejdspladser i en ordre i flere år. Det ved de alt om i Åbo i Finland, hvor de har bygget verdens to største krydstogtskib Oasis of The Seas (passagerrekord 6.300) og Allure of The Seas til Royal Caribbean Cruise Line.

Det var egentlig den almindelige opfattelse i krydstogtindustrien, at de to kæmpe skibe, som begge sejler i Caribien fra Florida til nogle ganske få anløbshavne, som har plads, ville være både de første og sidste i den størrelse.

Succesen har imidlertid været så stor, at Royal Caribbean er på nippet til at skrive under på en ny kæmpekontrakt med det finske værft. Det bliver imidlertid ikke til noget i denne omgang. I følge avisen Ilta-Sanomat har den finske regering i går meddelt, at man ikke vil stille eksportgarantier for lån til det store værft.

Håbet er dog ikke opgivet. Der er indledt en ny forhandlingsrunde om en ordre på to skibe på 226.000 bruttotons, som Royal Caribbean ønsker underskrevet inden årets udgang. De to nuværende – verdens største – er på 220.000 bruttotons.