Det nye udstyr i betalingsanlægget ved Storebæltsbroen består blandt andet af et nyt klassifikationssystem, nye kameraer til nummerpladelæsning, nye LED-skilte over vejbanen og nye selvbetjeningsterminaler til kontant- og kortbetaling. Pressefoto fra Sund & Bælt.

Nemmere at komme over Storebæltsbroen

Fra mandag den 13. januar kan trafikanter, der betaler via nummerpladen, komme hurtigere over broen i nye, grønne Ekspres-baner. Hver dag krydses broen i snit af 37.000 køretøjer.

Efter over 20 års tro tjeneste opgraderes Storebæltsbroens betalingsanlæg med ny teknologi, så det bliver hurtigere og nemmere at komme over broen. Særligt PayByPlate-kunder, som betaler med nummerpladen på Storebælt, vil opnå fordele fra på mandag, skriver Sund & Bælt i en pressemeddelelse.

”Tidligere har PayByPlate-kunder skulle anvende de blå Kort-baner. Det behøver de ikke længere. Den nye teknologi i betalingsanlægget betyder, at de mere end 400.000 kunder med PayByPlate fra på mandag kan komme hurtigere over broen gennem de grønne Ekspres-baner ligesom de, der betaler med BroBizz,” siger Palle Nygaard, driftsleder for Storebælts betalingsanlæg.

Ved at betale med BroBizz eller nummerpladen er det over 50 kroner billigere per tur i en almindelig personbil.

En nødvendig investering
Formålet med at opgradere betalingsanlægget er at sikre, at Storebæltsbroen også i fremtiden kan håndtere en stigende mængde trafik. Derfor bliver antallet af Ekspres-baner udvidet fra fire til seks i begge retninger, og hastigheden sættes op fra 30 til 50 km/t.

”Trafikken på Storebælt stiger år for år. I dag kører mere end fire gange så mange over broen, som da den åbnede i 1998, og i fremtiden ventes trafikken fortsat at stige. Med det nye betalingsanlæg kan vi få endnu flere biler gennem anlægget og dermed reducere ventetiden,” siger driftsleder Palle Nygaard.

Arbejdet med at omlægge nummerplade-betaling til de grønne baner betyder, at skiltene over betalingsbanerne og skiltene over motorvejen skal skiftes. Frem mod mandag vil kunderne på Storebælt derfor blive mødt af vejarbejde på begge sider af betalingsanlægget.

Fra 8.000 til 37.000 køretøjer om dagen
I færgernes tid krydsede cirka 8.000 biler Storebælt i gennemsnit pr. døgn. Allerede det første år efter betalingsanlægget åbnede i 1998 var trafikken mere end fordoblet. I dag passerer godt 37.000 køretøjer broen hver dag. 76 pct. af kunderne på Storebælt bruger automatisk betaling som BroBizz eller PayByPlate.

Storebæltsbroen drives af Sund & Bælt, som ejer og driver forbindelserne over Storebælt og Øresund og om nogle år også forbindelsen over Femern Bælt til Tyskland.

Relaterede artikler:

DSB afviser kritik fra turistchef

Nummerpladen som brobillet

2-4. juli 2021: Tour de France i Danmark