København bliver i 2021 start for verdens største årlige sportsbegivenhed, Tour de France. Der bliver kørt tre etaper i Danmark – det vil betyde et trecifretmillionbeløb i omsætning.
I tre hektiske dage i juli 2021 køres starten af verdens største cykelløb i Danmark. “At Touren starter i Danmark er meget vigtigt. Dermed kommer holdene, pressen, sponsorerne, fans og alle de andre her op i god tid,” siger en iagttager til STANDBY.dk
”Det bliver København for første gang i 2021. Det er mødet mellem verdens største cykelløb og verdens største cykelby. Jeg er imponeret af antallet af personer, der cykler i København. København har flere cykler end indbyggere,” siger Tour de Frances løbsdirektør, Christian Prudhomme, ifølge TV2.dk
Det tilføjes, at København bliver den nordligste startby i Tour de Frances lange historie, der begyndte i 1903. Datoerne for 2021 med Touren i Danmark bliver 2., 3. og 4. juli .
Et partnerskab bestående af Erhvervsministeriet, Københavns Kommune, Roskilde, Nyborg, Vejle og Sønderborg kommuner har netop skrevet kontrakt med selskabet bag Tour de France om en Tour-start i Danmark i 2021. Dermed skal Danmark den 2., 3. og 4. juli 2021 lægge asfalt til hele tre etaper af Tour de France under overskriften ’Grand Départ Copenhagen – Denmark’.
De første tre etaper i 2021 afvikles i Danmark. Første etape forventes at blive en 13 kilometer lang enkeltstart i København. Anden etape er 190 kilometer fra Roskilde via Storebæltsbroen til Nyborg. Vejle er startby for sidste af de danske etaper. Herfra kører feltet 170 kilometer til Sønderborg.
3-cifret millionomsætning
Der er endnu ingen beregninger for, hvor meget Tour de France vil betyde for dansk turisme. Danmark skal samlet investere op mod 100 millioner kroner, men der er penge som tjenes ind på øget omsætning i alt fra hoteller og andre overnatningssteder, restaurationer og andre spisesteder, shopping og meget mere.
Til STANDBY.dk siger administrerende direktør Katia K. Østergaard fra Horesta, der huser store dele af det danske turisterhverv: ”Det vil i 2021 være ti år siden, at København i 2011 var vært ved VM i cykling. Den event skabte en omsætning på 232 millioner kroner. Heraf 176 millioner fra udenlandske turister.”
”Der er ingen tvivl om, fortsætter Katia K. Østergaard, at Touren vil være langt større. Udover den direkte omsætning kommer jo hele markedsføringsværdien af Danmark som rejselande – den effekt vil nærmest være uvurderlig.” Det anslås, at over tre milliarder mennesker verden over følger TV-udsendelserne fra Tour de France.
Horesta-direktøren tilføjer, at der ikke er nogen krav om, hvilke priser, de danske hoteller må tage i det forventede opskruede marked med stor efterspørgsel i Tour de France-dagene. ”Det er udbud og efterspørgsel,” siger hun og tilføjer:
”Tour de France er et super-brand, som tiltrækker enorm opmærksomhed. Derfor vil Danmark komme på verdenskortet, og det vil få stor betydning, at vi får transmitteret fantastiske sommerbilleder herfra til resten af verden.”
100.000 udenlandske tourister i Danmark
Fra Dansk Erhverv siger chef for turisme og oplevelsesøkonomi, Lars Ramme Nielsen, til STANDBY.dk: ”Forberedelserne til et muligt Tour de France-besøg i 2021 kom jo på finansloven sidste år. Danmark har tidligere erfaringer fra 2012, hvor de tre første etaper af et andet af de helt store cykelløb, Giro d’Italia, blev kørt i Jylland.”
Lars Ramme Nielsen tilføjer: ”Det er fantastisk, at vi har skaffet en begivenhed som Tour de France-start til København og Danmark. Events som Tour de France er en god forretning og i Danmark er der bred erfaring med værtskab. Den danske eventscene er i international sammenligning blandt de bedste til at engagere private aktører og bidrage til strategisk udvikling.
Cykling er her måske den bedste sportsgren af alle at få til København. Den kræver ikke de store anlægsinvesteringer og København er i forvejen i høj grad gearet til cykelsport. Danmark har en unik cykelkultur og danskernes begejstring for Tour de France er i en klasse for sig,” siger Lars Ramme Nielsen.
Chefen for turisme og oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv henviser også til en COWI-analyse forud for det danske bud på at være startlande for Touren.
”I en rapport udarbejdet af COWI forventes det, at en dansk Tour-start vil tiltrække cirka 930.000 tilskuere til Sjælland, Fyn og Jylland, hvoraf de 93.000 vil være udenlandske tilskuere,” siger Lars Ramme Nielsen og tilføjer:
”Det er rigtigt, at det koster mange millioner at få Touren til Danmark. Men det skal snarere ses som en investering end en udgift. Beregningerne fra Cowi viser at business casen er god.
Og netop Tour de France er en begivenhed, hvor der ikke bindes store samfundsmæssige investeringer i anlæg, der står tomme hen, efter at lyset er slukket.”
Relaterede artikler:
Finanslovsforslag støtter dansk turisme