New York er sammen med Californien og Florida de tre destinationer der tiltrækker flest turister – fra USA og resten af verden. Pressefoto fra NYC & Company, Julienne Schaer.

New York forventer ny turistrekord

Mens der sidste år var 65 millioner turister i New York – primært fra USA – forventes i år yderligere to millioner. Det vil blive 10. år med vækst for byen, der har 119.000 hotelværelser.

New York er et fantastisk rejsemål – men også en dyr fornøjelse, da byen regnes som verdens dyreste rejseby viste ny opgørelse forleden over verdens dyreste byer for forretningsrejsende.

Men det afholder ikke stadig flere fra at besøge byen med de fem berømte bydele, Bronx, Brooklyn, Manhattan, Queens og Staten Island.

Foreløbig har New York officielt omkring 120.000 hotelværelser, sidste år blev der solgt 37,7 millioner hotelovernatninger i New York. En stigning fra 36,4 millioner i 2017. I løbet af sidste år fik New York officielt 17 nye hoteller med i alt cirka 3.300 værelser. Hertil kommer de mange som bor privat eller via for eksempel Airbnb.

Sidste år havde New York City i alt 65 millioner besøgende, viser nye tal fra den officielle turistorganisation, NYC & Company, der forudser over 67 millioner besøgende i år.

Og turisme er big business for New York, cirka hvert tiende job i New York er på en eller anden måde understøttet af turismen, næsten 400.000 af byen og omegnens borgere lever af de tilrejsende. Og turismen i New York omsætter for over 400 milliarder kroner, siger beregningerne.

Flest fra USA
Af de 65,2 millioner turister der sidste år anslås at have været i New York, siger tallene fra NYC & Company at de 51,6 millioner i runde tal kom fra selve USA – mens 13,5 millioner kom fra udlandet. Dette var dermed 9. år i træk med stigning i antallet af turister i New York,

De fem største udenlandske markeder sidste år for turisme til New York var Storbritannien med 1,2 millioner ankomster, der var 1,1 millioner fra Kina, en million fra de nordlige naboer i Canada, 920.000 fra Brasilien og 807.000 fra Frankrig, viser de officielle tal.

På Københavns Lufthavns ruter udenfor Europa toppede New York sidste år med 387.000 rejsende, en stigning på seks procent. New York flyves hele året af SAS (til Newark-lufthavnen og Norwegian til JFK, mens Delta Air Lines i sommerperioden har rute fra JFK til København).

Relaterede artikler:

29.000 passagerer på USA-rute til København

Her er verdens dyreste rejsebyer

En million amerikanske passagerer i Københavns Lufthavn