Marketingdirektør Norwegian, Johan Bisgaard Larsen. Foto: Charlotte Sverdrup.

Norwegian-chef nomineret til årets marketingshaj

Norwegians danske marketingchef er blandt de fem, der kan vinde Berlingske Business’ CMO-pris 2018.

Johan Bisgaard Larsen, der blev ansat hos Norwegian i 2009, har gjort det godt. Så godt at han er nomineret til Årets CMO-pris, der er stiftet af Berlingske Business “for at fremhæve nye rollemodeller i et fag, der er under voldsom forandring”.

I år sker det i samarbejde med Dansk Markedsføring, der laver The M List, der er en anerkendelse af de dygtigste og mest visionære fagfolk. For at blive nomineret til Årets CMO-Pris, skal man være med på denne liste, Og det er Johan Bisgaard Larsen.

“Marketingdisciplinerne forandrer sig i lyntempo, og de fem CMO’er har blik for og vilje til at være visionære og se fremad. De er nytænkende og forandrende på en facon, hvor de ikke blot udvikler nye idéer, men også tør realisere dem,” siger Klaus Markholt-Hansen fra headhunterfirmet Holm Marcher & Co til Dansk Markedsføring.“De fem

CMO-profiler i årets felt forstår alle at imødekomme og tackle udfordringerne i en ny marketingvirkelighed, hvor digitaliseringen og de øgede muligheder og krav, det stiller dem, selvfølgelig fylder meget.”

Nytænkning i alle led
Johan Bisgaard Larsen er 42 år og er uddannet cand. merc. i design and communications fra CBS. I 2003 blev han ansat som marketing intern hos Gillette og derefter var han hos henholdsvis Motorola som nordic brand manager og Hutchinson 3G som marketing manager for business to consumer marketing.

Og noget må Johan Bisgaard Larsen have gjort rigtigt, for det er kun gået en vej for Norwegian. Selv siger han til Dansk Markedføring på spørgsmålet om, hvad han ville sige, hvis han skulle give branchen en faglig opsang:

“Bryd med den traditionelle tilgang. Flybranchen mener jeg stadig er meget traditionel i sin tilgang til at sælge flybilletter. På mange måder sælger man stadig flybilletter, som man gjorde i gamle dage. Jeg mener branchen har brug for “disruption” og nytænkning i hele værdikæden. Der er et stort forbedringspotentiale med de digitale muligheder, der nu findes og er på vej.”

Om Johan Bisgaards kvalifikationer siger Klaus Markholt-Hansen ifølge Berlingske Business:

»Johan udfordrer den klassiske marketingtænkning inden for flyindustrien, og med en innovativ og digital tilgang har Johan i samarbejde med sit team formået at indfri Norwegians ambitioner og positionere flyselskabet samt skabe resultater i det meste af Europa.«

De fem nominerede til Årets CMO-pris 2018 er:
Johan Bisgaard Larsen, Marketingchef, Norwegian.
Karen Bender, E-commerce & Marketing Director, Københavns Lufthavne.
Mads Jensen, CCO, Søstrene Grene.
Mette Johansen, marketing- og innovationsdirektør, Orkla Foods Danmark.
Morten Bach Jensen, Group Vice President, Group Marketing & Sales Development, Grundfos.

 

 

Relaterede artikler:

Over 33 millioner rejste med Norwegian i 2017

Norwegian ændrer koncernledelsen

Fremgang på 11% for Norwegian