Norwegian fordobler sit danske passagertal

Norwegian rykkede for alvor ind i Danmark i kølvandet på Sterlings konkurs i oktober 2008.

 

Norwegian har foreløbig ca. 40 danske ruter og var sidste år næststørste flyselskab i Københavns Lufthavn med 1,4 mio. passagerer – eller 7,4 % af lufthavnens samlede passagertal. Norwegians stigning sidste år på København var en vækst på 247 % i forhold til 2008.

 

Udover København flyver Norwegian også på Aalborg, Karup (kun til København) og Billund. Norwegian medgav i sidste uge, at åbningen i februar af indenrigsruten mellem København og Billund var en fejl, og at ruten lukker igen i starten af april. Til gengæld åbner selskabet sidst i denne måned mellem København og Bornholm.

 

Flyselskabet er godt tilfreds med udviklingen på Karup-København, Aalborg-København og den nye rute mellem Oslo og Billund. Karup havde i februar en passagervækst på over 70 %, mens Aalborg Lufthavn i februar så en vækst på 29 % på indenrigstrafikken sammenlignet med februar sidste år, selv om sædeudbuddet kun er steget 18 %.
På Aalborg-København – Danmarks største indenrigsrute – konkurrerer Norwegian med Cimber Sterling og SAS.

 
"Med konkurrence stimulerer Norwegian markedet til vækst. Det understreger, at konkurrence er godt for markedet og forbrugerne," siger Norwegians presse- og markedschef i Danmark, Johan Bisgaard Larsen, og tilføjer "Vi startede i Aalborg med tre daglige afgange, nu har vi fem. Vi vurderer, om vi skal udvide på Karup-København."

 
Norwegian har foreløbig ni fly stationeret i Danmark. Ekspansionsplanen for de kommende år kan bringe antallet op mod 20 fly og ca. 90 ruter fra Danmark, sagde Norwegians adm. direktør, Bjørn Kjos, for nylig til Take Off.

 

 

Skrevet af Redaktionen