Etihad Airways og Alitalia er så langt fremme i forhandlingerne om, at selskabet fra Abu Dhabi skal købe en aktiepost i Alitalia, at bankerne er involveret.
Etihad Airways og Alitalia har haft samtaler med en af Italiens største banker, UniCredit, forud for at Etihad muligvis køber en aktiepost i økonomisk trængte Alitalia.
”Jeg er temmelig fortrøstningsfuld med hensyn til, at der findes en løsning. Vi har endnu ikke talt om omstrukturering af Alitalias gæld, men hvordan forholdet vil være, hvis Etihad bliver medejer af Alitalia” siger bankens koncernchef til Reuters.
Etihad har foreløbig medejerskab af irske Aer Lingus (3%), Air Berlin (29,3%), Air Serbia (49%) Air Seychelles (40%), schweiziske Darwin Airline (33,3%) – selskabet er omdøbt til Etihad Regional, indiske Jet Airways (24%) og Virgin Australia (19,5%). Etihad-selskaberne har samlet 500 fly, 400 destinationer og sidste år 91 millioner passagerer.