Der skal hentes flere udenlandske turister til København og resten af Danmark. Her er det Havnebadet på Islands Brygge i København. Arkivpressefoto fra VisitDenmark: Nicolai Perjesi.

Ny dansk kampagne skal skaffe udenlandske turister

VisitDenmark og WoCo har søsat en vidtrækkende kampagne for at få udenlandske turister tilbage til København efter coronakrisen. Returneringen er bedst fra nærmarkederne.

Der har været færre end få udenlandske turister i navnlig København under coronakrisen. Derfor har VisitDenmark og Wonderful Copenhagen nu søsat en stor marketingindsats på en række primære udenlandske markeder.

Kampagnen startede sidste måned i Tyskland, Danmarks største leverandør af udenlandske turister – i denne og næste måned følger Sverige, Norge, Italien, Frankrig og Storbritannien, skriver parterne i en pressemeddelelse.

I den siger Erik Mortensen, chef for Global Brand Activation i VisitDenmark: ”I Norge og Sverige aktiverer vi et nyt greb med stort fokus på de oplevelser, vi ved, de allerede kender, og som hitter hos dem. Men samtidig bringer vi nye og inspirerende oplevelser.

Endvidere skaber vi synergi med de øvrige danske brandingkampagner, som vi kører på markederne. På den måde får København fordel af et endnu større nationalt markedstryk. Målgrupperne er allerede varmet op,” siger Erik Mortensen.

”Situationen er den…”
De københavnske hoteller melder, at turisterne fra nærmarkederne er på vej tilbage, men det er meget op ad bakke i forhold til resten af verden.

Daniel Hagen, chef for reservationer og revenue management på de to københavnske Arthur Hotels, siger i pressemeddelelsen:

”Situationen er den, at vi stort set ingen gæster har fra Østen, og både Storbritannien og USA tager tid at skubbe i gang. Men hvis jeg kigger på turister fra vores nabolande, er der en positiv tendens: de er på vej tilbage. Det er svært at kigge langt ud i fremtiden, da bookinghorisonten er meget ændret. Turisterne booker meget tættere på ferien end tidligere. Også prisen på flyrejser vil betyde en ekstra udfordring,” siger han.

Klaus Johansen, kommerciel direktør for Danmarks største hotelkæde med foreløbig 28 hoteller, Scandic, har samme melding i forhold til turisterne fra nærmarkederne:

”Hvis vi kigger på vores bookninger i den nærmeste fremtid, ser vi klar tendens til, at turisterne fra især Sverige og Norge kommer tilbage, men også tyskerne har vi en forventning om vil komme stærkere tilbage.”

Også kampagner til efteråret og vinteren
Wonderful Copenhagen og VisitDenmark er også i gang med at tilrettelægge efteråret og vinterens kampagneindsats i forhold til København.

”Indhold og medieplaner til nu og de kommende måneder er på plads. Og vi er nu i gang med planlægningen til efteråret og vinteren, hvor vi fastholder vores agile tilgang og er klar til at slå til der, hvor vi kan gøre størst forskel,” siger Erik Mortensen fra VisitDenmark.

Og Danmark står godt på nærmarkederne, viser VisitDenmarks nye Image- og Potentialemåling. Turisterne opfatter Danmark som et attraktivt rejsemål, og har planer om at rejse til Danmark sammenlignet med sidste år.

”Andelen af tyskere, nordmænd og svenskere, der har rejseplaner til Danmark, er steget signifikant i forhold til sidste år. Når det kommer til hollænderne, ligger planerne på samme høje niveau som i 2020 og sidste år,” siger senioranalytiker Charlotte Rømer Rassing fra VisitDenmark.

Danmark er mere kendt i Skandinavien
Det skandinaviske naboskab viser sig i målingen. Andelen af nordmænd og svenskere, der har planer om at rejse til Danmark, er nemlig langt større end i Tyskland og Holland.

I Norge og Sverige svarer henholdsvis 20 og 14 procent af den voksne befolkning, at de har planer om at holde ferie i Danmark, mens det gælder for otte og fire procent af tyskerne og hollænderne. Det hænger sammen med, at Danmark som destination er langt mere kendt blandt de skandinaviske naboer – hvilket målingen også viser, noterer VisitDenmark.

I Norge er Danmark igen nordmændenes foretrukne udlandsdestination, og i Sverige er Danmark tilbage på andenpladsen – kun overgået af svenskernes udlandsfavorit, Spanien, oplyses det.

VisitDenmarks Image- og Potentialemåling er gennemført blandt et repræsentativt udsnit af befolkningen over 18 år i Norge, Sverige, Tyskland og Holland. I alt er der gennemført over 5.000 webinterview i marts i år. Det er analyseinstituttet Epinion, der står for dataindsamlingen. Målingen har været gennemført årligt gennem en årrække.

Relaterede artikler:

Også i år vil København mangle udenlandske turister

Disse perioder vil presse Københavns hotelkapacitet

Billigere broafgift skal lokke turister over Storebælt’

Mange gode tal for dansk turisme i 2021

Stigende forbrugspriser kan ramme danskernes ferie