Ny færge væk efter tre uger

Dolphin Jet fik en dårlig start. I to måneder var skibet færdigbemandet med 60 nyansatte og klar til at starte. Men krav fra Miljøstyrelsen gjorde, at først 21. juli kom en midlertidig sejltilladelse. Den skal fornyes 1. oktober.

 

Rederiet FRS sejler i forvejen med kombifærgen ”Kattegat” mellem Aarhus og Kalundborg. Som konsekvens af fjernelsen af katamaranen sejler kombifærgen nu fire ekstra ture i weekenden.

 

Sejltilladelsen til katamaranen betød, at skibet med reduceret fart skulle sejle uden om et naturområde ved Kalundborg Fjord, det forlængede turen med ca. 20 km.

 

”Forretningsmodellen kom ikke til at hænge sammen. Når vi er nødsaget til at sejle med reduceret fart øger det faktisk brændstofforbruget, da det ikke er en optimal hastighed for færgen. Samtidig øger vores overfartstid på to timer også prispresset på vores produkt”, siger talsmand for Kattegatruten, Kim Vinther, ifølge maritimedanmark.dk

 

Det er endnu uafklaret, hvad rederiet FRS vil bruge katamaranen til. Rederiet arbejder på at få tilladelse til at sejle med den mellem Aarhus og Odden. Men i øjeblikket har kun Mols-Linien adgang til at anløbe Odden.

Skrevet af redaktionen