Hovedparten af medarbejderne hos Alfa Travel i Holstebro – administrerende direktør Allan Nielsen står øverst på trappen i en lyseblå skjorte. Foto: Alfa Travel.

Ny motorvej hjælper dansk rejsebureau

Efter Holstebro sidste efterår blev koblet på det jyske motorvejsnet, er det blevet nemmere for et nichebureau som Alfa Travel at tiltrække nye medarbejdere, der bor længere væk fra Holstebro.

”Jeg vil ikke sige, at det er et problem, men når potentielle medarbejdere kigger på at skifte til et andet rejsebureau, kigger de da også på transporttiden. Og med den nye motorvej til Holstebro bliver spændet lidt større for, hvorfra vi kan tiltrække nye medarbejdere. Nu kan de komme hurtigere frem til Holstebro.”

Det siger administrerende direktør for Alfa Travel i Holstebro, Allan Nielsen, til STANDBY.dk og tilføjer: ”Vi er et nicherejsebureau med speciale i blandt andet grupperejser til undervisningssektoren, så vi har behov for medarbejdere med meget specifikke kundskaber.”

Det vestjyske rejsebureau AlfA Travel har netop ansat to nye specialister – begge fra hvad rejsebureauet tidligere nærmest har betragtet som ”lukket land” for, hvorfra det kan rekruttere nye medarbejdere. 

Bureauet har nemlig formået at tiltrække arbejdskraft uden for det normale rekrutteringsområde som typisk har været det nordvestjyske. De to nyansatte kommer nemlig fra henholdsvis Aarhus og Silkeborg.

Nye medarbejdere fra det østjyske
”Vi er rigtig glade for at det er lykkedes os, at rekruttere to meget kompetente og dygtige medarbejdere fra det østjyske – et område, som er uden for det geografiske område, vi normalt har fået kandidater fra,” siger Allan Nielsen i en pressemeddelelse fra rejsebureauet og fortsætter:

”I takt med at Alfa Travel vokser, bliver vi mere interessante for ansøgere – men jeg er også ret sikker på, at motorvejen mellem Herning og Holstebro har betydet, at vores geografiske rekrutteringsområde er øget betydeligt.”

”Det er ofte den samlede rejsetid, der vurderes i forhold til, hvor langt man ønsker at pendle. Hvis man har 45 minutter eller en time at gøre godt med, så kommer man med motorvejen meget længere end tidligere,” siger rejsebureaudirektøren.

De ene af de to nye medarbejdere hos Alfa Travel er rejsekonsulent Sandie Pedersen, der har stor erfaring med grupperejser for skoler og undervisningssteder.

”Vi lægger stor vægt på, at der er tid og plads til god og personlig kundeservice. På grund af øget aktivitet har vi været udkig efter en profil som Sandie, som kunne øge vores kapacitet,” siger Allan Nielsen.

Den anden nye medarbejder er Pernille Kofoed Madsen med en baggrund inden for IT og digitalt design. Hun skal være med til at styrke bureauets online tilstedeværelse.

”Vi har lært Pernille at kende gennem en tre måneders praktik, hvor hun har oparbejdet en stor og værdifuld viden om vores kunder og samarbejdspartnere og om AlfA Travel. Hun er super dygtig til at se på forskellige problemstillinger fra kundens side, så vi glæder os meget til samarbejdet med Pernille,” siger Allan Nielsen.

Alfa Travel arrangerer grupperejser – specielt for undervisningssektoren. Bureauet har nu 18 ansatte, som servicerer bureauets godt 33.000 årlige gæster.

Relaterede artikler:

Rejsebureau ændrer navn

Chefrokade i kendt dansk rejsebureau

Pendlerformand bruger op til fem timer mellem hjem og job