TECH: Marriott Hotels har etableret et testværelse for ny teknologi, der skal introduceres i 2018. En af dem gør det muligt at huske alle de gode idéer, man får under bruseren.
I to af de store internationale hotelkæder tager den teknologiske udvikling et stort skridt videre i 2018.
Til formålet har Marriott Hotels etableret et ‘Internet of Things room’ i virksomhedens hovedkontor i samarbejde med Samsung og Legrand SA, der er specialister i elektrisk og digital infrastruktur.
Og Hilton arbejder på en app, der skal gøre det muligt at kontrollere TV, lys, termostat og digital kunst på værelset via en app på mobilen. Den får allerede sin debut i løbet af det næste par uger og vil blive rullet ud til alle 14 Hilton-brands i løbet af 2018 og 2019.
For Marriotts vedkommende bliver det formodentlig på W Hotels, der er rettet mod et yngre publikum, at den ny teknologi vil blive taget i brug i løbet af 2018.
Gode idéer under bruseren
Ud over digital kunst på væggene, der kan skiftes alt efter præferencer og humør, on-demand yogavideoer og en bruser, der kan huske gæstens foretrukne temperatur på vandet, så har Marriott også arbejdet på et sjovt og nyt element i badet.
Når det varme vand fosser ud af bruseren og glasdøren dugger til, kan den bruges som en tavle, hvor alle de gode idéer, der opstår i badet, med det samme kan skrives ned.
Ved hjælp af den ny teknologi bliver alle de nye idéer sendt videre til en tablet, hvorfra gæsten kan videresende dem til egen email.
“Marriott Hotels har forpligtet sig til at følge udviklingen. Vi er konstant på udkig efter ny måder at bruge teknologien på for at forbedre vores gæsters oplevelse. Vores M Beta hotel i Charlotte startede vores rejse med tests og afprøvninger, og denne teknologi til brusedøren skubber på en opfindsom og sjov måde til grænsen for vores måde at tænke på,” siger vicepræsident og global brand manager Marriott Hotels, Matthew Carroll.
Idéen er opstået på baggrund af en undersøgelse, Marriott har foretaget blandt 5.050 internationale forretningsrejsende, hvoraf 46 pct. var kvinder. Her svarede 51 pct. af de adspurgte, at de bedste idéer kommer under bruseren.
Relaterede artikler:
Marriott åbner nyt hotel hver 14. time