Ny tysk lufthavn har ingen flyvninger

Kassel_Calden_airportDen nyåbnede Kassel-Calden lufthavn i Tyskland har nærmest alt – bare ikke flytrafik. De 140 ansatte har ikke modtaget et ordinært passagerfly i flere måneder. Lufthavnens ledelse forventer millionunderskud.

Tyskland har fået ny lufthavnsfiasko ud over Berlin Brandenburg Airport Willy Brandt. Kassel-Calden lufthavnen havde kostet over 270 mio. kr., da den åbnede i april sidste år. Lufthavnen har ikke haft ordinær flytrafik siden sin åbning. Først til foråret er der planer om ordinær rutetrafik, skriver Der Spiegel. Her kommer Germania tilbage med en rute til Mallorca. Det tyske selskab overvejer også flyvninger til Antalya i Tyrkiet.

Lufthavnsdirektør Maria Anna Müller siger ifølge Der Spiegel, at hun regner med et underskud på 60 mio. kr. fra åbningen i april.

Delstaten Hessen er største ejer af lufthavnen med 68 procent. Blandt de øvrige ejere har Landkreis Kassel (amtet) 13 pct. og landsbyen Calden seks procent.

Der manglede ikke advarsler da lufthavnen blev planlagt. Årsagen var afstanden til de nærmeste konkurrenter.  Kassel har 200.000 indbyggere og kort kørsel til en række centrale tyske lufthavne: Frankfurt am Main (220 km), Hannover (200 km), Erfurt-Weimar (160 km), Dortmund (140 km) og Paderborn-Lippstadt (70 km).

Kassel-Calden lufthavnen bruges i mellemtiden af privatfly og flyskoler.