Norwegian Cruise Line har netop underskrevet bestillingen på rederiets femte og sjette skibe i Leonardo-klassen. Illustration: Norwegian Cruise Line.

Nye krydstogtskibe for milliarder

Norwegian Cruise Line har bestilt yderligere to krydstogtskibe i den nye Leonardo Class. Prisen bliver cirka 2,6 milliarder kroner – per skib.

De to endnu ikke navngivne skibe skal bygges på det italienske Fincantieri-værft og efter planen leveres i 2026 og 2027. Norwegian Cruise Line, NCL, har allerede to skibe i den nye Leonardo-klasse, der hver kommer til at koste cirka 2,6 milliarder kroner.

Foreløbig har NCL planlagt seks skibe i Leonardo-klassen, der med plads til 3.300 passagerer bliver mindre end rederiets Breakaway Plus-klasse, hvor skibene kan rumme 4.200 passagerer. ”Leonardo-skibene skal bruges til at udvide vores tilstedeværelse på stærke markeder, hvor vi i dag ikke har den nødvendige kapacitet,” siger NCL’s koncernchef i en pressemeddelelse. Leonardo-klassen har øget fokus på at begrænse skibenes miljøpåvirkninger.

Med bestillingen på yderligere to Leonardo-skibe har NCL lige nu bestillinger på i alt otte nye krydstogtskibe, syv til selve Norwegian Cruise Line og et til datterselskabet Regent Seven Seas Cruises – skibene leveres frem mod 2027. Rederiet får nøglerne til det næste, Norwegian Encore, i slutningen af næste år. NCL-gruppen har i dag 26 krydstogtskibe med samlet plads til 54.400 passagerer.

Selve Norwegian Cruise Line Holdings med hovedkvarter i Miami har varemærkerne Norwegian Cruise Line, Oceania Cruises og Regent Seven Seas Cruises brands. Rederigruppens i alt 26 skibe betjener med de nuværende fartplaner over 450 destinationer verden over. 16 af rederigruppens skibe sejler som Norwegian Cruise Line-skibe.

Næststørst i Københavns Havn
I alt har NCL i denne sommersæson fem skibe i Europa, hvor Breakaway er det eneste NCL-skib i Nordeuropa. Gennem denne sommersæson besøger det Københavns Havn 15 gange – det er med sine 325 meter og 145.000 bruttoregistertons årets største krydstogtskib i Københavns Havn.

Årets krydstogtsæson i Københavns Havn vil byde på 345 anløb fra 72 skibe fra 34 krydstogtrederier. Syv af skibene er i år for første gang i København, herunder Breakaway.

De tre rederier i år med flest passagerer i København bliver tyske Aida, Norwegian Cruise Line og italienske MSC Cruises. Havnen får i år besøg af 875.000 krydstogtpassagerer; flest fra Tyskland fulgt af USA, Canada, England, Italien og Spanien. Kun 10-12.000 af årets krydstogtpassagerer i havnen er danskere.

NCL er god partner for rejsebureauer
Norwegian Cruise Lines regnes som en af de bedste samarbejdspartnere blandt krydstogtselskaberne overfor rejsebureauerne.

NCL er blandt andet kendt for, at det aldrig sælger sine krydstogter billigere via sin hjemmeside end det tilbyder dem via rejsebureauerne.

Relaterede artikler:

Årets største krydstogtskib i Københavns Havn

Kæmpe handel i krydstogtbranchen

Verdens største krydstogtskib på første rejse