Airnavia er et nyt rejsebureau med delvist samme ejerkreds som dansk charterrejsebureau – Airnavia vil sælge flybilletter til foreløbig otte destinationer, fløjet af SAS og DAT.
På et pressemøde tirsdag i Aalborg Lufthavn præsenterede nyskabelsen Airnavia sig. Den kalder sig lavprisflyselskab, men har ingen fly – så flyvninger foretages af SAS og Danish Air Transport.
Fra maj næste år skal DAT flyve fire gange om ugen fra Aalborg til Stansted nord for London. De øvrige Airnavia-ruter er alle eksisterende charterflyvninger med SAS ud af Aalborg – primært for det danske charterrejsebureau Sun Charter. Sun Charter har delvis samme ejerkreds som Airnavia. Forskellen er, at Airnavia kun sælger flybilletter, mens Sun Charter sælger feriepakker.
Air Navias destinationer bliver ud over Stansted ruter fra Aalborg til charterdestinationer som Alanya, Gran Canaria, Golden Sands i Bulgarien, Kreta, Korfu, Rhodos og Tenerife. De to ruter til de kanariske øer flyves i vintersæsonen.
Airnavia siger til standby.dk, at man hverken er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening eller charterselskabernes brancheforening, RID (Rejsearrangører i Danmark) – da standby.dk spurgte om årsagen, sagde Airnavias repræsentanter på pressemødet, driftschef Mathias Linde og adm. direktør Lars Christian Linde, at man gerne vil være ’klassens frække dreng’.
Og klassens frække dreng starter salget på sin hjemmeside på fredag med 1.000 flybilletter for 49 kr. På Airnavias hjemmeside står, at prisen er uden skatter og afgifter – 103,50 kr. pr. passager fra Aalborg Lufthavn. Det er ikke lovligt at sælge flypriser uden passagerafgift, så Airnavia lovede at dække afgiften for de 1.000 billetter på 103,50 kr.
Airnavia vil også sælge ekstra ydelser som f.eks. sædevalg og medbringning af bagage, ligesom der ingen gratis mad og drikke er ombord.
Airnavia forventer på årsbasis 65.000 gæster på Stansted-ruten og 40.000 på de øvrige destinationer.