Øget fokus på flysikkerhed

Tony Tyler.

Tony Tyler.

LUFTFART: En international task force skal undersøge og komme med forslag til forøget sikkerhed for civile passagerfly – det sker i kølvandet på nedskydningen af Malaysia Airlines-flyet over Ukraine, hvor flyet befandt sig i anerkendt åbent luftrum.

I går var det to uger siden at formodede russisk-støttede og udrustede oprørere i det østlige Ukraine nedskød MH17, hvorved alle 298 ombord omkom. Flyet var i en åben korridor, som blev benyttet af mange andre flyselskaber mellem Europa og Sydøstasien.
Nu har der i Montreal været topmøde mellem FN’s luftfartsorganisation, ICAO, samt International Air Transport Association, IATA, og andre globale luftfartsorganisationer. På agendaen var bl.a., hvordan sikkerhed i flykorridorer kan blive bedre vurderet, så en ny tragedie undgås.

I en udtalelse fra mødet fordømmer deltagerne, at kampe mellem oprørerne og ukrainske styrker i lang tid har forhindret udenlandske havarieksperter i at komme frem til stedet, hvor flyet styrtede ned. Mindst 80 af de omkomne menes stadig at være i nedfaldsområdet, som kontrolleres af oprørerne. Oprørerne har ifølge presserapporter tømt punge fra ofrene, taget mobiltelefoner og gennemrodet bagagen – ligesom de har haft tid til at fjerne afgørende beviser på, at det var et af deres missiler, der skød MH17 ned.

”Luftfart er stadig den mest sikre transportform, men nedskydningen af MH17 har rejst alvorlige bekymringer for manglende respekt for civile passagerfly, der overflyver konfliktområder,” hedder det bl.a. i udtalelsen.

IATA’s generalsekretær, Tony Tyler, understreger, at flyselskaberne har brug for tydelige retningslinjer fra myndighederne om, hvor de kan flyve sikkert.

”Vi opfordrer ICAO til at koncentrere sig om to alvorlige opgaver. Først og fremmest at regeringer leverer bedre information til flyselskaber om, hvor det er sikkert at flyve, samt at risikovurderingerne bliver bedre,” sagde Tony Tyler og tilføjede: ”Gennem international lov skal regeringer forpligtes til at holde bedre kontrol med våben, der har potentiale til at skade civil luftfart.”

Sidstnævnte er en klar hentydning til Rusland, der menes at have leveret missilsystemet, som nedskød MH 17. Rusland benægter, at dette er tilfældet, og har hele tiden sagt, at flyet blev skudt ned af ukrainsk militær.