En Airbus A380 på vej til landing i Københavns Lufthavn.

Officielt: Airbus lufter stop for A380

Airbus har svært ved at sælge dobbeltdækkerflyet. Nu antyder topdirektør, at produktionen måske indstilles.

Der er en af Airbus-fabrikkernes mest kendte profiler, den afgående kundedirektør John Leahy, der til hjemmesiden Flightglobal.com siger, at får Airbus ikke snart nye bestillinger på A380, kan det betyde lukning af produktionen af flytypen.

“For at kunne fortsætte produktionen skal mindst seks A380 rulle ud fra fabrikken hvert år. Hvis vi ikke kan få en aftale med Emirates Airline, bliver vi nødt til at lukke A380-programmet,” sagde John Leahy ved en pressekonference.

Det er i år ti år siden, at Airbus A380 kom i trafik som verdens største passagerfly. Det skete med Singapore Airlines som søsætningskunde.

Airbus har gennem årene kun fået bestillinger på 317 eksemplarer, hvoraf de 222 er leveret. Airbus vil i år skrue 12 eksemplarer af A380 sammen på samlefabrikken i sydfranske Toulouse, næste år bliver der blot tale om seks til otte eksemplarer.

Emirates er største kunde
Emirates fra Dubai er suverænt største A380-kunde med i alt 142 ordrer, hvoraf over 100 er leveret. Airbus håber, at Emirates vil bestille flere eksemplarer af A380, men siger også, at der er andre mulige kunder. Det var forventet, at Emirates ved Dubai Air Show i november sidste år ville have bestilt flere eksemplarer af A380, men det blev ikke til noget.

Den officielle listepris på en A380 er omkring 2,7 milliarder kroner. Typisk har A380 i snit 550 passagersæder – versionen som Emirates bruger på sin daglige rute til Københavns Lufthavn har dog plads til 615. Versionen har kun economy og business class.

I alt har 13 flyselskaber i Europa, Mellemøsten og Asien i dag Airbus A380 i drift på foreløbig 60 destinationer.

Indtil nu har A380-flyene samlet fløjet over 500.000 gange med mere end 190 millioner passagerer. Der er i snit hver dag over 300 passagerflyvninger med Airbus A380. Et eksemplar af typen starter eller lander i snit hvert andet minut, oplyser Airbus.

 

Relaterede artikler:

Emirates vil have garanti fra Airbus

De flyver med Airbus A380

Verdens største flyvende restaurantkæde