LUFTFART: En dommer har afvist protest fra USAs fire største flyselskaber – dermed kan over 100 passagerer sagsøge selskaberne pga. mistanke om, at de har lavet fiksfakserier for at hæve pris på flybilletter.
USAs justitsministerium begyndte sidste år selv en undersøgelse af anklagerne mod American Airlines, Delta Air Lines, United Airlines og det kæmpestore lavprisselskab Southwest Airlines. Sammen har firkløveret ca. 70 pct. af flysæderne på amerikansk indenrigsflyvning. Der er årligt knap 700 mio. indenrigsrejsende i USA.
Ifølge anklagerne begyndte det påståede samarbejde om at skrue priserne på flybilletter op i 2009, bl.a. ved at der blev udbudt færre sæder på en række ruter.
De fire flyselskaber havde bedt en federal dommer i Washington D.C. om at kende de mindst 105 bebudede sagsanlæg for ugyldige – netop fordi selskaberne siger, at de ikke har samarbejdet på områder for at kunne sælge flybilletter dyrere.
Men det afviste dommeren, Colleen Kollar-Kotelly. ”Man kan med rimelighed udlede, at der er en mulig sammensværgelse,” skrev hun bl.a. i sin 41 sider lange kendelse, ifølge nyhedsmagasinet Forbes.com
Dommeren henviste også til udtalelser fra adskillige direktører for flyselskaber om nødvendigheden for ”disciplin” når det gjaldt antallet af udbudte flysæder.
En advokat for nogle af de passagerer, der vil sagsøge flyselskaberne, siger, at den påståede sammensværgelse, der også omfatter stigende afgifter for bl.a. indchecket bagage, medvirkede til, at selskaberne sidste år fik et samlet overskud på 21,7 milliarder dollars.