Onlinerejsebureau venter stor vækst

Det går fremad for den danske afdeling af de sammenlagte internetrejsebureauer Supersaver og Seat 24. Her venter man således en stigning i omsætningen i år på omtrent 100 mio. kr., og dermed venter man at blive det største firma af sin slags i Danmark og overgå både Travellink, Rejsefeber og Flybillet.dk.

I 2007 var omsætningen på ca. 300 mio. kr., mens overskuddet kun var på én mio. kr.
”Det er et område, der kræver meget stor volumen, for at man kan gøre en forretning ud af det”, lyder det fra Peter Crandall, direktør for den danske afdeling af Supersaver og Seat 24.

Ifølge Crandall ligger Supersaver/Seat 24’s fortjeneste pr. flybillet på mellem 59 og 129 kr., alt efter hvilken billet der er tale om.”Og heldigvis er flyselskaberne da begyndt at se, at salget af flybilletter for alvor er på vej over på nettet i stedet for ”facadebureauerne”, så vi har mulighed for at forhandle nogle gode prisaftaler,” siger Peter Crandall.

I fremtiden vil fokus være på optimerede IT-systemer, som kan spare virksomheden nogle af lønomkostningerne. Derudover kommer Supersaver/Seat 24 med et nyt tilbud om afbestillingsbeskyttelse, hvilket, man håber, vil tiltrække flere kunder.

”Det er et nyt tilbud, vi ikke mener, er set før, hvor kunderne mod et gebyr kan få lov til at fortryde deres køb, uden at der er tale om dokumenteret sygdom, som det ellers kendes ved afbestillingsforsikringer,” siger Peter Crandall.

(Børsen, d. 10 marts, 2008) 

Skrevet af