Opbremsning i salg af erhvervsrejser

Rejseaktiviteten blandt danske forretningsfolk har været heftig under de seneste års økonomiske vækst, men nu begynder en begyndende afmatning i økonomien at sætte tydelige fingeraftryk på virksomhedernes rejselyst.

”Stigningen i rejsefrekvensen er stoppet, og vi oplever, at enkelte større virksomheder er begyndt at ændre i deres rejseaktivitet. Erfaringsmæssigt er udgifter til rejser noget af det første, virksomhederne skærer ned på, når væksten begynder at aftage,” siger Leif Rasmussen, adm. direktør i erhvervsrejsebureauet Carlson Wagonlit Travel Danmark. Han tror dog stadig på vækst i 2008 – dog på et noget lavere niveau end de seneste år.

Den store vækst de seneste år har været drevet dels af den økonomiske vækst, dels af at flere virksomheder har ladet medarbejderne rejse på de dyrere klasser.
”Det har nok en direkte sammenhæng med manglen på arbejdskraft, at virksomhederne har indset, at det ikke ligefrem er en styrkelse i kampen om de højtuddannede, hvis man lader sine medarbejdere rejse på økonomiklasse, når de skal på forretningsrejse,” siger Thomas Lundberg, adm. direktør for BCD Travels nordiske division.

(Berlingske Tidende, d. 11. februar, 2008)

Skrevet af